The CityGirl

Og lige om lidt er det jul

Ja, det er mig, der stadig piller rundt i det der sorg. Det er knap otte måneder siden. Og jeg går og funderer over, om folk synes “Nu er det også næsten otte måneder siden!” eller “Det er jo kun otte måneder siden!”. Og egentlig er jeg fløjtende ligeglad. For jeg er lige her, og jeg kan ikke ændre på det. For mig er det lige sket. Og så er… Læs mere | 1 Kommentar

Tiden går – og jeg går ikke med

Det har regnet hele dagen, og det er vel egentlig efterår nu. Både kalendermæssigt og sådan rigtigt. Jeg nåede aldrig rigtig at fatte at det var sommer, og nu er vi snart midt i september. Det kommer bag på mig. Det kom også bag på mig, da vi var i juni, juli, august. For jeg føler mig i en eller anden slags venteposition. Uden at jeg ved, hvad jeg venter… Læs mere | 2 Kommentarer

Absurditeter omkring et dødsleje

Det sidste min mor sagde til mig, var: “Kør forsigtigt!”

Det var om onsdagen. Den første af de to absurde dage på Herlev. Da jeg kom derud om formiddagen, efter at være blevet ringet derud, kunne jeg ikke sige noget til min mor, da hun lå i hospitalssengen. Der sagde hun til mig: “Ja, det er noget rod.” Og jeg nikkede, mens jeg prøvede at lade være med at tude.

Så… Læs mere | 4 Kommentarer

Og verden vælter pludselig ind

Jeg kan ikke styre den her sorg – og det pisser mig helt utrolig meget af. Pludselig ramler det hele – ud af det blå. Og så står man der med malerpensler, og bare tæer med maling på ude i entréen. Halvt oppe på stigen. Og lige dér rammer sorgen. Jeg ved fandme ikke, hvad der har udløst det – for jeg kan stensikkert sige, at min mor og jeg… Læs mere | 1 Kommentar

Mødre lyver også

Når folk dør, skal der ryddes op og ryddes ud. Ting der før var forbudt land, skal man pludselig tage stilling til. I det her tilfælde min mors enorme bunker af papirer og dims og dut.

Hele mit liv har hun spundet en illusion om, at det var vigtige ting. At hun havde styr på det, og alt var i fineste orden. Og da jeg selv er et rodehoved, og tydeligvis… Læs mere

Make your own kind of music

Det var kun i formiddags at jeg talte med en veninde, og sagde til hende, at jeg har det okay. Tror jeg. For sandheden er, at jeg virkelig ikke ved, hvordan jeg har det.

Vi satte min mors urne ned sidste mandag. Det min hjerne mest forholdt sig til var, hvor stor sådan en urne faktisk er. Og hvor dybt sådan et hul er. Og så at det på de… Læs mere

En måned og en (helt ny) evighed

I dag er det en måned siden min mor døde. I torsdags var det fire uger siden. Det har jeg siddet og stenet lidt over; hvorfor fire uger og en måned ikke rigtig er det samme – fordi det på mange måder er det.

Men nu her en måned efter begynder jeg virkelig at mangle hende. Før var det mere det der: “Ej, jeg kan ikke ringe lige nu, fordi… Læs mere | 4 Kommentarer

Kære Mor

Det var ikke sådan her det skulle ende. På 17. etage. Og det var ikke nu. For ikke særlig lang tid siden var du ikke syg. Og vi lagde planer og du var mor-agtig på den irriterende måde. Som kun du kan være. Stædig på den helt særlige Nielsenske måde.

Men så blev du syg, og det gik hurtigt. Blot 5 uger inden fik du diagnosen; uhelbredelig lungekræft. Men du gav… Læs mere | 7 Kommentarer

Når det er godt, er det rigtig godt

I morges vågnede jeg til en sms fra en veninde, der bare var kommet til at tænke på mig, og håbede jeg fik en god dag. Der vidste hverken hun eller jeg, at det faktisk gik hen og blev en rigtig god dag!

For min mor var til kontrolsamtale omkring kemoen. Alle blodprøver var fine og hun havde oven i købet taget et kilo på! Kæmpe yay! For allerede inden diagnose… Læs mere | 1 Kommentar

Det går op og ned

I fredags skrev en sød veninde det her. Jeg var lige akkurat faldet i søvn på sofaen, efter at have luftet Dexter i regnvejr. Det bliver man lidt udmattet af, og jeg er begyndt at tvivle på, om jeg nogensinde kommer til at lufte hund i tørvejr igen…. Men beskeden fik mig op igen, for det var intet mindre end verdens… Læs mere

« Older posts

Copyright © 2019 The CityGirl

Theme by Anders NorenUp ↑