The CityGirl

Category: Mor

Make your own kind of music

Det var kun i formiddags at jeg talte med en veninde, og sagde til hende, at jeg har det okay. Tror jeg. For sandheden er, at jeg virkelig ikke ved, hvordan jeg har det.

Vi satte min mors urne ned sidste mandag. Det min hjerne mest forholdt sig til var, hvor stor sådan en urne faktisk er. Og hvor dybt sådan et hul er. Og så at det på de… Læs mere

En måned og en (helt ny) evighed

I dag er det en måned siden min mor døde. I torsdags var det fire uger siden. Det har jeg siddet og stenet lidt over; hvorfor fire uger og en måned ikke rigtig er det samme – fordi det på mange måder er det.

Men nu her en måned efter begynder jeg virkelig at mangle hende. Før var det mere det der: “Ej, jeg kan ikke ringe lige nu, fordi… Læs mere | 4 Kommentarer

Kære Mor

Det var ikke sådan her det skulle ende. På 17. etage. Og det var ikke nu. For ikke særlig lang tid siden var du ikke syg. Og vi lagde planer og du var mor-agtig på den irriterende måde. Som kun du kan være. Stædig på den helt særlige Nielsenske måde.

Men så blev du syg, og det gik hurtigt. Blot 5 uger inden fik du diagnosen; uhelbredelig lungekræft. Men du gav… Læs mere | 7 Kommentarer

Når det er godt, er det rigtig godt

I morges vågnede jeg til en sms fra en veninde, der bare var kommet til at tænke på mig, og håbede jeg fik en god dag. Der vidste hverken hun eller jeg, at det faktisk gik hen og blev en rigtig god dag!

For min mor var til kontrolsamtale omkring kemoen. Alle blodprøver var fine og hun havde oven i købet taget et kilo på! Kæmpe yay! For allerede inden diagnose… Læs mere | 1 Kommentar

Det går op og ned

I fredags skrev en sød veninde det her. Jeg var lige akkurat faldet i søvn på sofaen, efter at have luftet Dexter i regnvejr. Det bliver man lidt udmattet af, og jeg er begyndt at tvivle på, om jeg nogensinde kommer til at lufte hund i tørvejr igen…. Men beskeden fik mig op igen, for det var intet mindre end verdens… Læs mere

Som at kaste en håndgranat og lukke døren

Fredag d. 15. februar blev jeg 38 år. Selvom det er et ualmindelig træls tal, der er en del højere, end jeg føler mig, så var det ikke det, der gjorde mig mere voksen. Det var opringningen tre dage efter, hvor min far ringede og fortalte, at min mor havde uhelbredelig lungekræft. Eller som han sagde det “Det er ikke godt.” Ord som ‘uhelbredelig’ og ‘stadie 4’ er kommet til… Læs mere | 8 Kommentarer

Copyright © 2019 The CityGirl

Theme by Anders NorenUp ↑