En af mine yndlingsbøger som barn var Det blæser på Månen. Min mor læste den højt for mig, og jeg læste den også selv. Flere gange. 

Den handler om de to piger, Dina og Dorinda, der er alene hjemme, fordi deres far skal ud og rejse. Men når det blæser på månen skal man tage sig i agt – for så kan man komme til ikke at opføre sig ordentligt. Det blæser naturligvis på månen mens deres far er væk, og pigerne passer ikke på, så selvfølgelig blæser vinden direkte ind i deres hjerter, så de ikke kan opføre sig ordentligt i et helt år.

“Pas på, det blæser på månen!” blev en intern reference for min mor og jeg, og hvis jeg lige var kæk nok, faldt ordene – med et glimt i øjet.

I det forgangen år er ordene tit dukket op i mit hoved – og jeg har tit kigget op for at tjekke om det blæser på månen, når jeg har gået aftentur med Dexter. Det har ikke rigtig blæst på månen – og det er nok meget godt.

I dag er det et år siden min mor fik fred, efter de to mest rædselsfulde døgn. Jeg kan ikke huske det hele. Jeg kan huske brudstykker og et uendeligt venteværelse på Herlev. Jeg kan huske den klaustrofobiske fornemmelse, og at solen brød igennem de grå skyer, efter hun døde.

Jeg kan huske, at jeg skulle tusind ting i dagene og ugerne efter, og at jeg havde mest lyst til at bare at sidde og stirre ind i væggen. Jeg kan huske, hvor ubehageligt det var at se min mor sådan, og jeg kan huske, hvordan de søde sygeplejersker var der – både for hende og os.

Jeg kan huske, at jeg drak ret meget vin i tiden efter. Jeg kan huske, hvordan Dexter passede på mig, og hvordan virkelig meget bare føltes så uendelig ligegyldigt. Jeg kan huske, at tiden gik virkelig hurtigt, og jeg ikke kunne følge med – og blev overrasket hver måned, når kalenderbladet blev vendt.

Og så er der alt det, som jeg ikke kan huske. Samtaler med veninder, aftaler og ting, jeg har lavet. 

I dag er det et år siden min mor døde alt for pludseligt. Og man troede ligesom ikke verden kunne blive mere absurd og åndssvag, og så kom der Corona. Og jeg kan da godt helt stilfærdigt konstatere, at Marts begynder at have lidt PR-problemer, når det, det ene år, er der, hvor min mor dør – og så næste år kaster en pandemi udover verden. Måske har det blæst på månen alligevel?