The CityGirl

Og lige om lidt er det jul

Ja, det er mig, der stadig piller rundt i det der sorg. Det er knap otte måneder siden. Og jeg går og funderer over, om folk synes “Nu er det også næsten otte måneder siden!” eller “Det er jo kun otte måneder siden!”. Og egentlig er jeg fløjtende ligeglad. For jeg er lige her, og jeg kan ikke ændre på det. For mig er det lige sket. Og så er der gudhjælpemig gået næsten otte måneder! Vi har været igennem forår, sommer og efterår – og nu er det fucking jul om lidt.

Jeg har i mange år haft et lettere anstrengt forhold til julen. Og nu? Nu gider jeg den slet ikke.

Min mor kunne godt lide jul. I min optik var det ret meget hende, der holdt sammen på den. Min far syntes egentlig at det var noget pjat – og det gør han givetvis stadig.

Min mor bagte småkager (den ene gang om året!), hun gik op i gaver, at pynte lidt op med de faste ting. Og i det hele taget følge traditionerne. Det var også hyggeligt. Jeg kunne godt lide at jule, det lidt vi gjorde, sammen med min mor.

Sidste år talte vi om, at vi skulle have lavet noget nyt julepynt. De der silkepapirs-net var ved at være lidt for antikke. Hankene på kræmmerhusene var knækket, og det ene julehjerte efter det andet var efterhånden bukket under for presset af slik, og var suset ned gennem træet. Jeg ville have syntes, at det var det mest hyggelige at klippe flere af de der åndssvage net sammen med min mor. Nu gider jeg ikke. For ingen vil sætte lige så meget pris på det, som hende.

Sidste år kom jeg igang med at bage småkager. Det gider jeg heller ikke. Jeg gider heller ikke lave konfekt. Jeg gider faktisk ingenting, der har med jul at gøre. For jul uden min mor er bare forkert.

Som det eneste af hendes børn uden børn, men single og med hund, var hun min allierede juleaften, når jeg kunne blive lidt træt i hovedet. Hun forstod mig, og hvorfor Dexter var vigtig. Og hun havde humor til både at give Dexter gaver og købe gave til mig på Dexters vegne. Sidste år fik jeg et rivejern af Dexter. Dexter fik et uddannelseslegat af hende (og min far). Og Dexter gav hende Haveselskabets kalender, som hun havde gjort de sidste mange år.

Jeg tror ikke, Dexter får shoppet nogle julegaver i år. Og det er heller ikke dét, der er det vigtige. Det er, at der ikke er nogen, til at holde sammen på det hele. Der er ikke nogen, til at give de rigtige ordrer, så man stiller op til konfekt og juleklip, selvom man måske ikke gad, men så var det jo hyggeligt alligevel.

Jeg gider ikke denne jul. Det er knap otte måneder siden. Og selvom der måske er plaster på såret nu, så kan det stadig falde af, så man pludselig sidder og tuder og savner.

Som forleden aften, hvor det hele lige ramlede, og jeg endte med at sidde på køkkengulvet og tude lidt. Så kom Dexter heldigvis, og da jeg gik i seng, lagde hun sig nærmest på mine ben i et jerngreb – og har resten af weekenden ikke veget fra min side. Hun ved ikke at det er jul lige om lidt, men hun kan mærke, at jeg er trist.

Og så kan det godt være, at hun er virkelig dårlig til at klippe julepynt, og ikke er den type, man skal lave konfekt med. Men det er også lige meget.

Categories: familie, jul, Sorg

« Tiden går – og jeg går ikke med

2 Comments

  1. Hej, du kender mig slet ikke. Jeg har lært at sorg er som bølger, og tid giver distance (på godt og ondt). Der er ikke de “five stages of grief”. Nå, det jeg ville frem til var, hvis du ikke allerede kender til podcast en grief cast bør du give den en chance. cariad snakker med folk der har mistet. Der er også et afsnit med en death doula som rådgiver folk med sorg som jeg lærte fandens meget af. Jeg har lært, at jeg måtte italesætte mine behov fra mine nærmeste venner mht min sorg. Hele min verden gik i stykker og blev forandret mod min vilje, også min omgangskreds. Det er et mærkeligt emne, og de vidste ikke hvordan de skulle gribe det an, og behandlede mig anderledes. Jeg (personligt) havde brug for de brugte mig som ven nøjagtig ligesom før. Jeg havde brug for bare NOGET normalt i mit liv, hvis det giver mening. Jeg gjorde dem så også opmærksom på at de måtte spørge indtil X og Hvordan jeg gik og havde det så ofte som de ville, men at “fint vil ikke snakke om det lige nu” ikke betød at jeg var ovre det men at jeg på den pågældende dag bare ikke havde lyst/behov. Jeg håber mit vrøvl bare giver en smule mening. Jeg er rigtig ked af at du har mistet din mor.

    Venligst,
    Flipse.

  2. Bente Juncher Jespersen

    23. november 2019 — 22:45

    Min mor døde også, i de her grå novemberdage er det 4 år siden. Jeg savner hende enormt – de der ting som kun min mor og jeg snakkede om..tror bare aldrig jeg bliver rigtig voksen nok til at være “mor-løs”. Den eneste jeg kendte, og kender, som var vidnet til hele mit liv, med sorger og glæder og som interesserede sig for alle de små og store ting i mit liv. Der findes ingen erstatning for hende. Jeg lever med savnet, men rigtig godt er det altså ikke! Du har min fulde sympati.
    Mkh
    Bente

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Copyright © 2019 The CityGirl

Theme by Anders NorenUp ↑