The CityGirl

Tiden går – og jeg går ikke med

Det har regnet hele dagen, og det er vel egentlig efterår nu. Både kalendermæssigt og sådan rigtigt. Jeg nåede aldrig rigtig at fatte at det var sommer, og nu er vi snart midt i september. Det kommer bag på mig. Det kom også bag på mig, da vi var i juni, juli, august. For jeg føler mig i en eller anden slags venteposition. Uden at jeg ved, hvad jeg venter på. Det er måske bare som om, at tiden går, uden at jeg går med.

Sådan har det været siden min mor døde. Jeg overholder mine deadlines osv. men altså… det der helt overordnet at fatte, at tiden går. Det gør jeg ikke rigtig. Så nu bliver jeg overrasket over, at det bliver så tidligt mørkt. I sommers var jeg overrasket, hvor sent det blev mørkt. Og konstant overrasket, hver gang vi vender et nyt månedsblad i kalenderen. For nu var vi jo lige her. Altså bortset fra, at jeg ikke rigtig ved, hvor jeg er. Det flyder bare.

Og mens tiden går, så går alle andre med. Lige da min mor døde, druknede jeg i velmenende beskeder og blomster fra folk, der ville høre, hvordan jeg havde det og rakte en hånd ud. Men dengang havde jeg mest bare lyst til at sidde og kigge ind i en væg. For hvad skulle jeg sige? “Ja, min mor er lige død, og det var pludseligt og forkert. Nej, jeg aner ikke hvordan jeg har det.”

Nu er der noget, der har bundfældet sig, og ting, der er faldet på plads inde i mig. Så det er faktisk mere nu, jeg har lyst til og brug for at snakke. Men fordi tiden går, og folk går med, så har folk glemt det. De spørger ikke mere. Og så bliver det bare endnu mere svært at sige: “Hey! Jeg har brug for at snakke!”

Og jeg klandrer dem egentlig ikke. Dem jeg kender, der har mistet før mig, vil nok sige at jeg også på et tidspunkt holdt op med at spørge. Fordi jeg dengang ikke kendte til den sorg, de stod i. For jeg kan sagtens forstå, at det er svært at blive ved med at være i, når man egentlig er i yderrækken. Man glemmer det selv, fordi tiden går og man går med.

Og det er jo heller ikke fordi, det fylder alt for mig hele tiden, som det gjorde i starten. Men jeg kan også mærke, at det stadig fylder enormt. Som når det regner, som det har gjort i dag. Og Dexter er træls på en våd gåtur, og hun for 117 gang prøver at snacke noget mad fra gaden. Så er tålmodigheden endnu mere i minus end den var før. Lunten er kortere, og der skal bare mindre til at få det hele til at ramle.

Men heldigvis bærer hunde ikke nag – ikke engang Dexter (i hvert fald ikke i lang tid af gangen). Og heldigvis lever de i nuet. Så selvom tiden går, og jeg ikke går med, så er jeg i hvert fald her nu sammen med Dexter. Det sørger hun for. Og hey! Jeg er sikker på at årstidernes skiften også kommer bag på hende. Så kan vi i det mindste være to om ikke at have en normal tidsfornemmelse.

Categories: Mor, Sorg

Og lige om lidt er det jul » « Absurditeter omkring et dødsleje

2 Comments

  1. Du har ret, vi er sindssygt dårlige til at støtte op om sorgramte på den lange bane. Det er jeg ked af. Det vil jeg gøre noget ved i mit hjørne.

    Jeg føler med dig. Tiden er din ven her – og din evne til at formulere og kommunikere omend kun en flig af hvordan du har det. Og det er en forbandet ringe trøst det der med tiden, I know, og ingen får mig til at sige, det bliver bedre, men det bliver til at leve med. Man bliver forandret, finder sig på plads i sit nye skrammede jeg og en dag står man til sin overraskelse og snave det satans liv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Copyright © 2019 The CityGirl

Theme by Anders NorenUp ↑