The CityGirl

Absurditeter omkring et dødsleje

Det sidste min mor sagde til mig, var: “Kør forsigtigt!”

Det var om onsdagen. Den første af de to absurde dage på Herlev. Da jeg kom derud om formiddagen, efter at være blevet ringet derud, kunne jeg ikke sige noget til min mor, da hun lå i hospitalssengen. Der sagde hun til mig: “Ja, det er noget rod.” Og jeg nikkede, mens jeg prøvede at lade være med at tude.

Så fortsatte hun med at fortælle om den læge, der havde været der om natten og morgenen, og hvor sød og flink OG FLOT han var! Det var lidt som at være med i et absurd teaterstykke, og mens min mor fortalte om den unge, flotte læge sad jeg bare og tænkte “And this is important now?!”. Min søster mente, at det var min mors forsøg på at få mig afsat. Hvilket er meget muligt, men udover at det var absurd i situationen, så var det også bare absurd i forhold til min mor. Sådan noget talte hun aldrig om eller gik op i. Åbenbart kun på sit dødsleje.

Hele dagen tilbragte vi derude. Kun afbrudt hver tredje time, når man skulle ned og sætte p-skiven. Når jeg skulle ned og sætte den, kunne jeg næsten ikke overskue at gå derud. For hvad nu hvis der skete noget, mens jeg var væk? Og når jeg stod ude på parkeringspladsen, kunne jeg ikke overskue at gå ind igen. Tilbage til opholdsstuen på afdelingen. Tilbage til min mors stue. I noget, der føltes som evigheder. Blandt andre syge mennesker og deres pårørende. Og væk fra frisk luft og frihed.

Da vi besluttede os for, at vi skulle køre hjem og få noget søvn, mens min far overnattede ved siden af hende, gik jeg ind til min mor. Hun var udmattet. Hun havde ikke rigtig sovet i flere døgn, og hun havde svært ved at trække vejret. Alt var udmattende for hende. Jeg sagde, at jeg kørte hjem, men kom igen næste morgen. Hun sagde, at hun ikke vidste, hvornår vi så hinanden igen. Så jeg gentog, at jeg kom igen næste morgen. Og så sagde hun: “Kør forsigtigt!” – som hun altid har sagt, når jeg tog afsted. Altid.

Jeg hentede Dexter hos en veninde og drak to store glas rødvin. Tog hjem, ringede til en anden veninde og gik så i seng. Hele dagen havde jeg prøvet at tage mig sammen til at sige de ting, man gerne vil sige, inden det er for sent. Men jeg kunne ikke om onsdagen. Hver gang jeg var inde på stuen frøs jeg. For det hele var så voldsomt. Jeg kunne ikke andet end at holde hende i hånden og prøve at lade være med at tude foran hende. Så jeg havde besluttet mig for, og psyket mig til, at jeg skulle gøre det torsdag, når jeg kom derud.

Da jeg kom derud torsdag morgen havde hun mistet bevidstheden kort forinden. Jeg nåede ikke at sige tingene til min mor, mens hun var ved bevidsthed.

Senere kom lægen. Den unge, flotte. Og talte med os og besvarede spørgsmål. Han var overrasket over, at min mor stadig var i live, da han mødte ind om natten. Det ved man ikke rigtig, hvad man skal svare på, andet end “Oh well, hun er en stædig type…”

Men dagen gik og man sad igen i det absurde vakuum. Vi sad på skift hos min mor, for nu var det oppe over. Det var det så hele dagen. Men vi var der allesammen, da hun udåndede. Og det var fint og fredfyldt, og jeg holdt hende i hånden. Og så tudede jeg.

Da jeg kiggede på klokken næste gang var den lidt i halv seks, og så nåede jeg at tænke den absurde tanke, at jeg jo godt kunne nå til hundetræning alligevel.

Men det er ikke comme il faut at rende til hundetræning lige efter ens mor er død. Det ved jeg jo godt. Men jeg ville bare ud derfra. Men så skal man tage stilling til, hvilket tøj hun skal have på, og så skal man ind til hende igen. Og så sad vi derinde og kiggede på min mor. Hendes søskende kom, og så ventede vi igen. Jeg var nødt til at gå ud. Helt ud på parkeringspladsen. For jeg kunne ikke holde ud bare at sidde derinde. Jeg ville væk derfra. Men der gik tre timer, før vi kunne gå.

Da jeg endelig kom hjem kunne jeg ikke få åbnet en flaske vin hurtigt nok. Jeg endte også med at knække proppen og bagefter vælte flasken.

Resterne af stænkene fra den vin blev først vasket væk, da jeg malede køkken for et par uger siden. Indtil da lignede det, at jeg havde myrdet et eller andet dyr derude. Et meget lille et, for det var dog kun nede ved fodpanelet.

Men nu sidder jeg tre måneder efter, og de her to døgn kommer tilbage til mig igen og igen. Hvor det på én og samme tid står som en tåge og fuldstændig klart. Der er nogle øjeblikke, som kommer klart igennem. Som da jeg stod ude på gangen og maste mig op ad væggen, fordi det var så voldsomt at se hende ligge og kæmpe. Og tågen omkring at sidde i det evige venteværelse, hvor jeg ikke rigtig kunne holde ud, når folk talte til mig. Den klare følelse af frihed, når jeg hver tredje time var nede og udenfor for at sætte p-skiven, og angsten for at gå ind igen. Den lange elevatortur op til 17. etage. Og en film af udmattethed over det hele.

Og jeg husker en af de søde sygeplejersker, der sagde til os, at hun havde læst i journalen, og kunne se, hvor hurtigt forløbet havde været. Og sagde: “I er jo slet ikke med i det.” Og nej, det var vi ikke. Og jeg ved stadig ikke, om jeg er det. For når jeg bliver ramt af ked-af-det-hed er det så skide diffust, og så bliver jeg sur over, at det er så skide diffust. Og så bliver jeg rasende over, at jeg tuder over noget så skide diffust. Og på den måde fortsætter absurditeterne omkring det her egentlig bare.

Categories: familie, Mor, Sorg

« Og verden vælter pludselig ind

4 Comments

  1. Jeg har også sagt farvel til min mor på Herlev efter et kræftforløb. Og alligevel ved jeg slet ikke hvad jeg skal sige andet end at have lyst til at give dig den største krammer!

  2. Selvom det hele virker diffust, tuder du ikke over noget diffust. Du har mistet din mor. Du sørger. Du savner. Du skal bare græde, til du ikke kan græde mere. Og tale om hende. Og skrive noget mere.
    Jeg føler med dig ❤️

    • The CityGirl

      3. juli 2019 — 22:23

      Du har ret. Men det føles bare så diffust. Eller i hvert fald ikke konkret.
      Og tak <3 Jeg skriver også, når det hele hober sig lidt for meget op - og græder og taler.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Copyright © 2019 The CityGirl

Theme by Anders NorenUp ↑