Jeg kan ikke styre den her sorg – og det pisser mig helt utrolig meget af. Pludselig ramler det hele – ud af det blå. Og så står man der med malerpensler, og bare tæer med maling på ude i entréen. Halvt oppe på stigen. Og lige dér rammer sorgen. Jeg ved fandme ikke, hvad der har udløst det – for jeg kan stensikkert sige, at min mor og jeg ikke har haft noget som helst sammen med at male entréer. Og at tænke, at det skulle være fordi hun ville have hjulpet med projektet, er jo bare en morsomhed. Der er INGEN connection mellem maling og min mor.

Jeg bliver sur over, at hun skal komme og ødelægge mine planer om at male. Så jeg nu ikke nåede at gøre køkkenet klart til at blive malet imorgen. Og jeg bliver sur over, at hun kommer ud af det blå med 800 km i timen og vælter det hele og vælter mig, selvom hun jo samtidig er en konstant. Kan hun for helvede ikke bare blive i den konstante, når jeg nu endelig har taget mig sammen til at male?!

Det er jo ikke engang en fokuseret tanke, der får det hele til at ramle. Det er noget mærkeligt abstrakt følelses-halløj. Jeg gider det ikke.

Og det er ikke fair. Jeg har brugt så meget tid og energi på at komme tilbage på sporet – og samtidig ved jeg også, at jeg er uendelig langt fra at nå et normalpunkt. Men jeg er ikke længere ude af fokus hele tiden.

Så jeg bliver sur over, at jeg bliver kastet ud af fokus uden varsel, og at verden bare vælter ind, uden at jeg har bedt den om det. Og jeg ved godt, at sådan er sorg; den følger ikke nogen manual. Men den kunne fandme godt have valgt et bedre tidspunkt end da jeg stod smurt ind i maling og faktisk havde fokus på noget helt, helt andet.