Når folk dør, skal der ryddes op og ryddes ud. Ting der før var forbudt land, skal man pludselig tage stilling til. I det her tilfælde min mors enorme bunker af papirer og dims og dut.

Hele mit liv har hun spundet en illusion om, at det var vigtige ting. At hun havde styr på det, og alt var i fineste orden. Og da jeg selv er et rodehoved, og tydeligvis arvet min mors evne til at lave papirbunker, har jeg altid haft dårlig samvittighed over mine. For jeg har altid været ærlig omkring, at jeg virkelig ikke havde styr på indholdet i mine bunker – som i øvrigt blegner ved siden af hendes.

Men hvis ikke sandheden kan indhente én i døden, hvornår så? Jeg har nu haft æren af at gennemgå størstedelen af min mors papirbunker, fordi jeg skal overtage hendes tjans med noget fondsarbejde. Og må jeg bare sige:

v

Der var virkelig ikke meget orden og styr på de bunker! Nogle er der selvfølgelig. Der var helt styr på legatansøgninger fra 1991 til 1998… Men resten? Nej. Bare nej.

På meget kort tid fik vi fyldt en hel sæk med papir, der bare skulle ud – og samlet en lille, bitte bunke, med ting, der umiddelbart var gode at gemme.

Bunker med blandinger af gamle breve, gamle regninger fra skiture, brochurer fra nær og fjern, lapper med “Husk Skat!” og andre mindeværdige ting – altsammen fordelt rundt om den skrivemaskine, der nok ikke er blevet skrevet på i rimelig mange år.

Min mor løj. Big time. Bare fordi hun ikke gad rydde op. Vi fandt forresten ikke de tre bilag, der mangler til regnskabet. De er nok røget ud i nogle af de andre oprydninger, fordi de lå sammen med alt muligt andet random crap.

Men i det mindste kan jeg så gå hjem til mine egne bunker, som rent faktisk ER ting, der skal gemmes. Og bunker, der rent faktisk ligger i rimelig orden efter om det er arbejde eller privat. Og så har jeg naturligvis en konvolut, hvor jeg lægger mine kvitteringer, jeg skal bruge til regnskabet. Ellers kommer man jo bare til at smide dem ud….