Det var kun i formiddags at jeg talte med en veninde, og sagde til hende, at jeg har det okay. Tror jeg. For sandheden er, at jeg virkelig ikke ved, hvordan jeg har det.

Vi satte min mors urne ned sidste mandag. Det min hjerne mest forholdt sig til var, hvor stor sådan en urne faktisk er. Og hvor dybt sådan et hul er. Og så at det på de ti minutter det tog at sætte urnen ned, nåede at regne og hagle, inden solen skinnede igen.

Vi skulle være deroppe kl. 13. Og jeg formåede både at komme for sent ud af døren OG tage den forkerte motorvej ud af byen. Fordi. Vane. Det lagde fem minutter til. Så jeg overholdt ikke fartbegrænsningen, hvilket var ret ironisk, da det allersidste min mor sagde til mig om aftenen på hospitalet, inden hun mistede bevidstheden næste morgen, var: “Kør forsigtigt”.

Og så ræsede jeg ellers afsted ud af byen, ud på Hillerødmotorvejen, mens jeg tænkte på, om min mor ville synes jeg skulle have overholdt fartbegrænsningen eller om hun ville have syntes det var okay, at jeg prioriterede at komme til tiden. Det kunne svinge begge veje.

Jeg græd ikke. Jeg har ikke grædt siden bisættelsen. Før her til aften, hvor jeg kom til at sætte The Mamas and The Papas på. For det minder mig så meget om min hende. Det var noget hun kom hjem med, efter hun havde været et år i San Fransisco i 1966 – eller deromkring – og det var noget af den musik, jeg blev indoktrineret med som barn.

Det fremkaldte nogle støvede minder om, at jeg som 10-12-årig hørte The Mamas and The Papas og min mor smådansede til det. Og vi hørte det i bilen sammen. Fordi det var hendes musik. Altsammen mens hun fortalte om dengang hun var i San Fransisco, og var til privatkoncert med Lovin’ Spoonful. Og alle de andre historier fra dengang. Det var følelsen af noget trygt, der ikke er der mere.

Jeg fik akut trang til at køre op til gravstedet. Men hvorfor? Altså så skulle jeg stå deroppe og kigge på hendes sten? Og hvad så? Skælde hende ud over at hun ikke er her? Bare fordi jeg kom til at sætte noget musik på, som jeg ikke havde hørt i årevis.

I stedet skruede jeg lidt mere op for musikken, tudede lidt mere og krammede Dexter.

Det er vores ‘kind of music’ lige nu. Og det er okay.