The CityGirl

Kære Mor

Det var ikke sådan her det skulle ende. På 17. etage. Og det var ikke nu. For ikke særlig lang tid siden var du ikke syg. Og vi lagde planer og du var mor-agtig på den irriterende måde. Som kun du kan være. Stædig på den helt særlige Nielsenske måde.

Men så blev du syg, og det gik hurtigt. Blot 5 uger inden fik du diagnosen; uhelbredelig lungekræft. Men du gav ikke op og du startede kemo, og du fik det også bedre. Lørdag kørte du bil, fordi “Jeg skulle lige tjekke om jeg stadig kunne!”, og søndag var du i haven og klippe roser. Men mandag aften kom det som lyn fra en klar himmel og du blev indlagt. Onsdag ville du ikke give op, men torsdag d. 28. marts kunne din krop ikke mere. Ikke engang stædige Nielsenske gener kunne battle det. Og på det samme sted, hvor jeg engang kom til verden lidt over fem, fik du fred lidt over fem.

Det var alt for tidligt. Det skulle ikke have været nu. Det er så tarveligt og uretfærdigt. Og jeg er ikke klar til at du ikke skal være her – og det var du heller ikke. Men jeg ved også, at efter du blev indlagt og det blev så kritisk, sluttede du fred med det.

Nu skal jeg selv finde ud af, hvordan man gror ting på altanen, selvom alle dine råd om mine sære plantepåfund altid blev efterfulgt af total ansvarsfralæggelse. For man er jo jurist.

Og jeg kan aldrig mere ringe og spørge dig om mærkelige sætninger på fransk, som du beredvilligt hjalp med. For man er jo translatør.

Og jeg kan aldrig mere udfritte dig om din ungdom, som du påstår ikke var vild. Men alligevel var du til privatkoncert med Lovin’ Spoonful (eller var det Jefferson Airplaine?) i San Fransisco – og kørte tværs over USA med kun 5 dollars på lommen.

Og du får ikke de tagetes at se, som jeg har sået i vindueskarmen, og som jeg regnede med, at vi skulle plante i haven. Jeg planter dem alligevel. Og i år har jeg styr på, hvilke der kun bliver 25 cm høje og hvilke der bliver 70 cm høje. For det var alligevel lidt bøvlet med de store i altankasserne, og tosset at de små stod i haven ude hos dig.

Og jeg tager ud og køber det kirsebærtræ, som vi talte om. For selvom det er komplet skørt at have et kirsebærtræ på en altan, så kunne du selvfølgelig godt se idéen i det. For hvis nogen siger, man ikke kan, så skal man saftsuseme give det et skud!

Nu er du på den anden side af regnbuen, og jeg håber, at du og mormor er sammen nu. Jeg håber, der er endeløse rækker af bøger, du endnu ikke har læst og masser af roser og blomster, du kan gå og ordne. Og tid til at drikke et glas sherry med Oldemor.

“For helvede, mor!”, er nok den sætning, jeg har sagt mest i den forgangne uge. En uge, der har været verdens længste, men hvor tiden alligevel er forsvundet.
Og i torsdags, en uge efter hun gik bort, bisatte vi hende i Birkerød Kirke. For alting starter og slutter i Birkerød.
Og den beskedne kvinde trak fuldt hus – både med mennesker og blomster.
Også selvom hun syntes, det er lidt spild med alle de blomster til bisættelser og begravelser.

For hende var det alle andre, der var vigtige. Selv da hun blev syg. Kort efter hun fik diagnosen, talte jeg med hende, og sagde, at jeg tænkte på hende hele tiden – hvortil hun svarede: “Det skal du ikke!”. Så stod jeg der, og flagrede med alle mine gode intentioner. Da hun var blevet indlagt skrev jeg, at jeg ville tage ud og finde en ny pipette til hendes medicin. Der svarede hun, at det skulle jeg kun, hvis det ikke var besværligt. Hvortil jeg måtte lægge bånd på mig selv, for ikke at svare i caps lock: “Det er ikke besværligt at gå ind i en butik!!”

Så det var dejligt og rørende at se det store fremmøde til bisættelsen. Hun ville formentlig have sagt, at folk ikke skulle tage fri fra arbejde, eller tage hele vejen fra Jylland og Sverige. Og alle jeg talte med, og takkede for at de kom, svarede “Selvfølgelig!”. For hun var en, der betød noget for folk. Fordi relationer var vigtige for hende.

Det var en smuk dag, samtidig med at den var hæslig, og den var rigtig og forkert på samme tid. Og det var det sværeste, jeg har prøvet, at bære hende ud af kirken. Men det var også det rigtigste. Og i hendes ånd. For hun skulle ikke kun bæres ud af mænd.

Jeg er rasende på hende over at hun forlod mig inden jeg fyldte 40. For det burde ikke være tilladt, og det er jeg også sikker på, at hun vil give mig ret i.
Der er heldigvis mange gode minder. Og da jeg luftede Dexter og min far om aftenen efter bisættelsen, fortalte han om da de skulle afsted på bryllupsrejse. De havde fået en check på nogle hundrede kroner af min morfar, som de prøvede at indløse i Handelsbanken i lufthavnen. Men de nægtede. Indtil min mor ringede til sin kollega, Hr. Christensen i Handelsbanken, og så blev pengene prompte udbetalt. Der var min far ret imponeret over den kvinde, han lige havde giftet sig med.

Hun fik ting til at ske og sørgede for at der var styr på det hele. Store som små ting. Derfor bestilte hun også lige 12 flasker rødvin inden hun blev indlagt, fordi: “Der var fri fragt!”. Så det var helt passende at slutte dagen af med den.

Nu skal jeg finde ud af at geninstallere hverdagen. Hvor meget virker ligegyldigt, men som er nødvendigt. Mit liv går jo videre. Og selvom jeg på papiret er voksen, så føler jeg mig 10 år gammel det meste af tiden – med et stort hul i mit fundament.

Categories: familie

« Når det er godt, er det rigtig godt

6 Comments

  1. Du kan skrive på en måde, der giver våde øjne. Og selvfølgelig skulle du være med til at bære din mors kiste. Ikke fordi, det ellers kun ville være mænd, der bar den, men bare fordi…

    Og at blive rasende på din mor, fordi hun forlod dig, det har jeg hørt om før. Måske er det slet ikke ualmindeligt.

    Tanker til dig…

  2. Uhh hvor bliver jeg ked af at læse dette. Fordi det er uretfærdigt på alle niveauer. Jeg mistede min far da jeg 19 år – og kan, når jeg læser dit indlæg mærke smerten tydeligt. Vær i sorgen og tag den tid det tager at komme igennem den. Man kommer ikke over den, men man kan komme igennem den. KhJ

  3. Føler så meget med dig, og mærke savnet til min mor dybt i min krop, mens tårerne løber ned at mine kinder. 5 mdr fik jeg med min mor, inden jeg for altid må finde ud af tingene selv. Mit hjerte græder for dig.

  4. Kan ikke andet end bare sende dig den største krammer fra en, der desværre også har båret sin mors kiste ud af en kirke alt for tidligt ❤️
    Savnet forsvinder aldrig men med tiden lærer man at have det med i bagagen uden det fylder alt.

  5. Tænker til dig og din familie ❤

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Copyright © 2019 The CityGirl

Theme by Anders NorenUp ↑