The CityGirl

En måned og en (helt ny) evighed

I dag er det en måned siden min mor døde. I torsdags var det fire uger siden. Det har jeg siddet og stenet lidt over; hvorfor fire uger og en måned ikke rigtig er det samme – fordi det på mange måder er det.

Men nu her en måned efter begynder jeg virkelig at mangle hende. Før var det mere det der: “Ej, jeg kan ikke ringe lige nu, fordi hun er ude at rejse” -agtigt. Så jeg har udskudt mine spørgsmål. Som jeg har gjort så mange gange før, når hun har været ude at rejse eller optaget på anden vis. Men nu er jeg nået til et punkt, hvor det måske er gået op for mig, at hun ikke er der.

For nu kommer alle de ting, hvor jeg for alvor kan mærke at hun mangler. I påsken havde Dexter fødselsdag og blev 6 år – og blev fejret efter alle kunstens regler. Fordi hun har været (og er) verdens bedste hund i det her. Min mor plejede altid at give Dexter en fødselsdagsgave, og sende en kæk fødselsdags-sms til hende. Det handler jo ikke om gaven, men om at det bare var en sjov ting, som hun også fandt underholdende. Og det var bare så mærkeligt at sidde lige dér og mangle hende – og savne hende.

I den forgangne måned har jeg haft tusind spørgsmål og ting, jeg gerne ville fortælle hende. Men der, hvor det har været mest presserende, har været omkring årets planteprojekter. For det er gået op for mig, at hun var min sparringspartner på det. I år har jeg besluttet mig for at prøve at gå lidt mere korrekt til værks, hvad angår at plante ting sammen. Men der er jo også ting, der er no-go. Jeg har læst mig til at det er godt at plante tomat og basilikum sammen. Men hvad med alt det andet? Jeg bliver træt af at google det hele, for det var meget mere hyggeligt at tale med min mor om det. Jeg savner at ringe og spørge hende om alle de ting – og det gør også, at planteprojekterne går lidt i stå, for så kan jeg sgu ikke lige overskue om det er smart at plante purløg og spinat i samme krukke – og hvad med persille? Hvad fanden kan man kombinere med persille?! Så går jeg i stå, og bliver måske en lille smule kontrær. Indtil jeg går ud på altanen og går rundt om mig selv ti gange mere – uden det store udbytte.

I dag tog jeg mig sammen til at sy nogle betræk til nogle hynder på altanen. For tilfældigvis havde jeg stadig min mors symaskine stående fra sidste sy-projekt. Hvor jeg tydeligvis skulle sy noget med zigzag. Og så ved jeg ikke om det er reglen, at når symaskinens ejer dør, så står den til evighed på de indstillinger. Men den ville fandme ikke sy andet end zigzag lige gyldigt hvad jeg gjorde. Lige der manglede jeg hende også til at fortælle mig, hvordan man fik maskinen til at makke ret. I stedet blev betrækkene syet med zigzag.

Jeg mangler hende. Ikke bare til planter og symaskiner. Men i det hele taget. Og selvom følelse af det, er kæmpestor, så tror jeg stadig ikke helt, jeg har forstået det. Det har kun været en måned, men samtidig føles det som en (helt ny) evighed.

Categories: familie, Mor, Sorg

Make your own kind of music » « Kære Mor

4 Comments

  1. Gulp. Hvor er det fint skrevet. Kæmpe kram til dig.

  2. Av den gjorde ondt i maven at læse.. Stort kram til dig søde. Håber du finder gejsten til alle planterne en dag. Persille er bare ikke for fed at sætte med så meget andet ;) Julie

  3. Kram til dig!
    Og ja der med symaskiner mangler man bare sin mor. Jeg har selv sidder og tudet ned i sønnens fastelavnskostume fordi jeg ikke kunne ringe og spørge min mor om hjælp med det…

  4. The CityGirl

    2. maj 2019 — 23:35

    Tak for kommentarerne <3
    Jeg læser dem allesammen, men kan ikke overskue at svare enkeltvis i øjeblikket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Copyright © 2019 The CityGirl

Theme by Anders NorenUp ↑