The CityGirl

Som at kaste en håndgranat og lukke døren

Fredag d. 15. februar blev jeg 38 år. Selvom det er et ualmindelig træls tal, der er en del højere, end jeg føler mig, så var det ikke det, der gjorde mig mere voksen. Det var opringningen tre dage efter, hvor min far ringede og fortalte, at min mor havde uhelbredelig lungekræft. Eller som han sagde det “Det er ikke godt.” Ord som ‘uhelbredelig’ og ‘stadie 4’ er kommet til senere.

Lægen på Gentofte havde givet beskeden og fortalt at der blev indkaldt til en samtale på Herlev, hvor vi ville få mere at vide. Altså kunne han lige så godt have kastet en håndgranat ind i vores familie og lukket døren. Hvis jeg nogensinde får overskud til det, så har jeg en høne at plukke med den læge. Som pårørende. Som datter. Som kommunikationsmenneske. This is not how to do this, you fuckin’ retard!

Men det ændrer ikke på udfaldet. Det kunne måske have ændret på, hvordan man dealede med sådan en besked. Jeg tudede i fire dage. Når jeg vågnede. Når jeg gik tur med Dexter. På gaden. Når jeg så tv (også lidt fordi samtlige serier jeg ser, er noget hvor folk åbenbart dør konstant eller får kræft…). Når jeg sad i sofaen. Når jeg sad foran computeren og egentlig skulle arbejde, men i stedet bare sad med en kop kaffe i hænderne og stirrede tomt ud i luften, mens min hjerne kørte rundt med tusind spørgsmål.

Og det viste sig, at den pågældende læge ikke bare var dårlig til at kommunikere med mennesker, manden var også IT-idiot, hvorfor han ikke lige havde fået sendt henvisningen. Jeg har ikke ord for, hvor rasende jeg er på den mand – og jeg ved ikke engang hvem han er. Men der kom styr på det, og vi kom på Herlev. Vi talte med læge og vi talte med sygeplejerske. De talte kun om behandling. Ikke helbredelse, men at prøve at stoppe udviklingen.

Jeg forstår ikke, hvordan det kan gå så hurtigt. For tre-fire måneder siden havde hun det fint. Nu sidder hun med ilt-apparat, har mega kvalme, ingen appetit og kan dårlig nok gå op af trappen derhjemme. Det er så uretfærdigt.

Nu er det snart tre uger siden vi fik beskeden. På mange måder er jeg ikke blevet klogere. Jeg er stadig helt grund ked af det. For jeg er ikke klar til ikke at have en mor. Jeg kan stadig ikke finde ud af at sy en knap pænt i. Eller lige fikse de der pyjamasbukser. Jeg kan heller ikke finde ud af at købe ordentlige tulipaner og sætte dem pænt i vaser, som min mor beordrede mig til at gøre på min fødselsdag, når hun ikke lige selv kunne være der.

Men det lærer jeg nok. Det bliver sværere med alle de ting, som hun ikke vil være der til at opleve. For hun kommer nok ikke til at opleve, at jeg bliver rigtig voksen. Selvom jeg de sidste tre uger er blevet det mere end jeg har været før. For man tager sig sammen, når man ikke lige kan ringe til sin mor og whine over små ligegyldige ting. Som et eller andet sted er alt. Alt er blevet så uendelig ligegyldigt i denne her nye virkelighed. For det her fylder bare alt.

Categories: familie

Folk er idioter » « Jeg er 800 år gammel

6 Comments

  1. Åh, sikke en besked at få. Man bliver aldrig gammel nok til at håndtere sådan en besked og det faktum at skulle miste sin mor. Min egen mistede jeg som 17-årig.
    Jeg vil tage din mor med i mine tanker, når jeg går ud søndag d. 7/4 og samler ind til Kræftens Bekæmpelse som jeg gør hvert år. For det er en rigtig god sag som kommer mange til gavn.
    Gode tanker til dig og din familie.

  2. Åh hvor er det synd for dig og hele din familie. Har selv mistet min mor alt for tidligt og sender dig al den kærlighed jeg kan 😘

  3. Man kan jo slet ikke sige noget her… Ud over hold kæft hvor er det synd for jer og SÅ uretfærdigt

    Mange kram ❤️

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Copyright © 2019 The CityGirl

Theme by Anders NorenUp ↑