The CityGirl

Folk er idioter

Denne her uge har været fyldt med idioter. Eller objektivt set, så er har folk nok opført sig som de plejer, men min tålmodighed har været i minus. Ting som normalt bare ville være små irritationsmomenter, bliver i stedet næsten definerende for mit humør.

Når folk kører åndssvagt – og oh! når folk ikke blinker af. Det har altid fået mit pis i kog. Men i de her dage, så overvejer jeg næsten at stige ud af bilen ved rødt lys og gå hen til dem, banke på ruden og råbe “Hvorfor helvede bruger du ikke dit blinklys?! INGEN er for fine til at bruge blinklys! Brug det nu, for helvede!”. Men jeg har ikke gjort det endnu. Jeg råber det bare i bilen, mens Dexter kigger forundret på mig, og nogle gange tror, jeg skælder hende ud.

Eller når folk ikke kan finde ud af at svare på en mail. Kom nu, folkens! Jeg ved jo, at det er træls, hvis man ringer, så svar nu bare på den mail, så vi kan få lavet en interview-aftale eller komme videre. Eller i mit tilfælde; så jeg kan komme ind i sofaen og bruge en time på at finde en ny serie, som jeg alligevel ikke finder, og ende med at se endnu flere afsnit, hvor folk dør eller får kræft. Ligesom jeg skal have tid til at stirre blankt ud i luften.

Når jeg ikke har fået købt mælk, og jeg kun har mælk til to kopper kaffe, så kan jeg næsten ikke magte mig selv. Så kan det hele næsten være lige meget – indtil jeg får taget en dyb indånding og talt mig selv ned. For jeg kan jo bare gå ned og købe mælk.

Når Facebooks pre-installerede emojis ikke indeholder et rødt hjerte, men kun grønne, blå og fjollede lyserøde. Come on, people! Hvor svært kan det være!

Og jeg ved godt, at det hele handler om, at jeg ikke har noget sted at rette min vrede og frustration hen. Så det bliver de lavthængende frugter. De andre mennesker, der uden at vide det, blander sig i mit liv. Når folk går for langsomt, når andre hundeejere er for snakkende, når brødet hos bageren er udsolgt og når mine naboer larmer og fylder, og når nogen igen har væltet min cykel nede på gaden.

Men nu er det weekend, og jeg skal passe Dexters bedste ven, Bella. Og det glæder jeg mig til. For de er ikke idioter. Eller det er de jo – men de er søde idioter. Men hunde er godt selskab, som bare lever og er glade i nuet. Og det kan man altid bruge.

Categories: familie

Det går op og ned » « Som at kaste en håndgranat og lukke døren

2 Comments

  1. Ih, hvor jeg kender det – for mig er det altid tegn på, at jeg trænger til en `hold kæft`-dag hjemme for mig selv. Godt, at du har fundet dig noget som virker😄

    – K

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Copyright © 2019 The CityGirl

Theme by Anders NorenUp ↑