I fredags skrev en sød veninde det her. Jeg var lige akkurat faldet i søvn på sofaen, efter at have luftet Dexter i regnvejr. Det bliver man lidt udmattet af, og jeg er begyndt at tvivle på, om jeg nogensinde kommer til at lufte hund i tørvejr igen…. Men beskeden fik mig op igen, for det var intet mindre end verdens bedste idé og lige det, jeg havde lyst til og kunne overskue.

For det går op og ned. Der er ganske mange dage, der er svære uden at jeg egentlig ved, hvorfor – eller hvad der egentlig trigger det. Og så er det bedst bare at være sammen med nogen på tomandshånd. Og det var rart at drukne det hele i vin og sushi. Også selvom vi kom til at drikke lidt for meget vin, og klokken nåede at blive 3. Men det var rart. Også fordi vi faktisk ikke talte så meget om det. Vi var bare, som Ghita nok ville have formuleret.

For det går op og ned. Og folk spørger så meget, hvordan det går. Hvilket jeg er glad for. Og på den ene side, så vil jeg gerne tale om det, men på den anden side, så orker jeg det ikke. Det er et sært limbo at være i.

På de gode dage, er alting godt. På de dårlige dage er jeg et mulehår fra at være Ghita Nørby – bortset fra det rager mig, hvem andre er, og at jeg i særdeleshed ikke har brug for at ‘mærke dem’.

Fredag var en god dag (hvis man ser bort fra regnvejret).