Nu er der gået lidt over en uge, siden jeg forsøgte at kappe min fod af. Og jeg har lært en ting eller to af at blive akut handicappet:

  • Man bruger fødderne VIRKELIG meget: Er du klar over, hvor meget du bruger fødderne?! Hver gang jeg har tænkt, at NU slapper jeg af og giver min fod en pause, så går der fem minutter og så står jeg op og ordner altanen eller vasker op eller andet, som man ikke lige tænker over, at man også bruger fødderne til.
  • Jeg er ikke hippie-typen, der elsker bare tæer og snavsede fødder: Efter næsten en uge i kun klipklappere, må jeg konstatere, at det der free spirit med at rende rundt på bare tæer (næsten; klipklappere er jo det tætteste man kommer på en ikke-sko) kun gør mig sådan helt grund-rasende, når jeg hver fucking aften skal vaske fødder. Og de er virkelig snavsede!
  • Jeg kan virkelig godt lide rigtige sko: Efter en uge i klipklappere, kan jeg konstatere, at jeg er overraskende stor fan af rigtige sko. Og jeg vidste ikke hvor glad jeg kunne blive, da det lykkedes at have et par rigtige sko på (og bandage og sokker og resultat der lignede verdens største fod) OG gå i dem uden at dø af smerte.
  • Jeg skulle nok være taget på skadestuen: Når det over en uge efter stadig bløder lidt, så burde det jo nok være blevet syet eller limet. Men når valget står mellem rosé og venteværelse på skadestuen, så ved vi jo godt allesammen, hvad vi vælger.
  • Kombinationen af at have en fod, som man helst ikke skal gå på og bo sammen med Dexter, er virkelig dårlig. Dexter forstår IKKE at hun må passe sig selv, når hendes ejer er blevet akut handicappet.
  • Jeg ejer ikke tålmodighed: At forholde sig i ro og sidde og se maling tørre – eller se på sin fod hele, er ikke en af mine spidskompetencer.
  • Min grad af selvmedlidenhed har sprunget skalaen: Jeg har lige så meget medlidenhed med mig selv, som en mand med influenza. Muligvis mere. Det er bare virkelig, virkelig synd for mig!
  • Glas-angst er en ting: Jeg har aldrig tænkt særlig meget over det, når jeg tog et glas i skabet. Men nu får jeg let angst hver gang, jeg skal have et glas i min hånd – og er generelt begyndt at overveje, om plastikservice egentlig er så slemt.