Efter jeg har fået Dexter, så er mit liv blevet markant mere snavset. Og det er ok. Det meste er jo forventet, når man får en roomie med pels og fire poter. Men af grunde, som jeg ikke kender, så er jeg altid lige 20-80% mere snavset end den gennemsnitlige hundeejer.

Som i går, da Dexter og jeg havde været i sommerhuset: Da solen gik ned havde jeg sand stort set alle steder, så snavsede tæer, at min mor kommenterede det, jord i ansigtet og håret (fordi man skal lade være med at bukke sig ned og fjerne ukrudtet, når Dexter er i gang med at grave…), og et rift-aftryk fra Dexters kløer, da hun lige tog afsæt på mine bare lår, for at styrte afsted og råbe “SVIN!” af grankoglerne, der faldt ned på skraldespanden.

Jeg ligner et decideret naturbarn, når Dexter og jeg har været udenfor sammen – specielt når det foregår udenfor byen. Men det er nu ikke altid reglen. Og jeg fatter ikke hvorfor!
Jeg hader sand, og når jeg går fra stranden skyller jeg altid lige fødder, hænder og ben inden jeg forsigtigt går op. Alligevel ligner jeg en, der dyppet mig i vandet og efterfølgende rullet mig i sandet, når jeg kommer op fra stranden. Hvilket er lettere traumatiserende, når noget af det værste jeg ved, er at have sand på mig.

Det eneste gode ved det her er, at man ser skide solbrændt ud! Altså lige indtil ens mor pointerer: “Gud! Hvor har du snavsede tæer!” – og indtil man tager et bad og er tilbage til start igen.

snavs