The CityGirl

Fuck dig! Vi skal være sammen ALTID!

En af de vildeste positive sideeffekter ved at gå på arbejde igen, er at Dexter endelig har lært (accepteret? Modvilligt?) at være alene hjemme. For folk uden hund, eller folk med hund, der aldrig har haft en snert af de problemer, er det nok noget, som man ikke lige kan sætte sig ind.

Men jeg har brugt et halvt år på at være totalt stresset over, at Dexter pure nægtede at være alene hjemme. Først ødelagde jeg det selv, da jeg blev arbejdsløs, med at hænge for meget ud med hende. Og den mulighed greb hun åbenbart, og besluttede, at sådan skulle det altid være. Så da jeg en sjælden gang i mellem rent faktisk skulle forlade matriklen uden hende, opførte Dexter en hundeversion af ‘All by myself’ – også selvom det bare var et par timer.

I et halvt år har jeg trænet alene hjemme, startet forfra flere gange, forsøgt at finde et mønster og en årsag – og Dexter har bare været “Fuck dig! Vi skal være sammen ALTID til evig tid!”, hvilket har været ganske opslidende.

Så fik jeg job, og stressen over Dexters trang til drama var allestedsnærværende. Også fordi jeg på en måde antog, at når jeg fik et job, så ville jeg have nogle uger til at få det sidste på plads. Men jeg fik jobbet onsdag og skulle starte mandag. Hvilket ikke var lig med at Dexter kunne lære at være alene hjemme en hel arbejdsdag, når vi (måske) kun stod med sølle 3-4 timer. Heldigvis har jeg verdens bedste far, som proklamerede, at han nok skulle hjælpe. Og her tre uger efter, er vi næsten i mål!


Hvorfor og hvordan Dexter har accepteret, at livet nu er sådan her (igen!) ved jeg ikke. Men jeg danser en sejrsdans hver dag, når jeg ser den ualmindelig kedelige video igennem, og kan se, at hun opfører sig som en fuldstændig normal hund, der bare sover 95% af tiden og er helt, helt stille.

Jeg har flere gange været ved at opgive, og tænkt, at jeg så bare måtte kaste penge efter at få passet hende altid – alternativt flytte ud i en skov, så hendes hylen ikke generede nogen. Så jeg er selvsagt ret glad for, at vi både sparer de penge og kan blive boende på Nørrebro. Og vil samtidig opfordre andre, der har alene hjemme problemer med hunden, til ikke at give op! Hvis det “bare” handler om at hunden er utilfreds med at være alene, så kan det lade sig gøre. Det er vi et levende bevis på!

I denne uge er vi nået frem til klokken 16. I næste uge når vi helt i mål.

Categories: Dexter

Jul på Nørrebro » « Akklimatisering fra arbejdsløshed

6 Comments

  1. Hej.
    Tillykke med jobbet og tillykke med sejren med Dexter og det at være alene.
    Jeg er en trofast læser af din blog, men har dog aldrig kommenteret.. før nu. Jeg blev så glad over at læse at det Dexter kan være alene hjemme nu. Jeg har lidt den samme situation med min Mia.. Jeg har ikke haft hende så længe og vi er ved at træne det.. og lige for tiden er vi oppe på et kvarter. Jeg vil ikke overskride hendes grænse. Inden så længe kommer dagen hvor jeg også skal i arbejde igen og har egentlig også vænnet mig til tanken om at skulle betale mig fra problemet, men det kunne bare være så dejligt hvis jeg kunnen opnå det samme som Dexter og dig.. eller lidt det der ligner. Jeg læste at du har brugt berolignende piller… har du ellers godt råd? Tak for dine dejlige blog.. du skriver godt.. og held og lykke med dit arbejde.

    • The CityGirl

      4. december 2015 — 08:22

      Mange tak :-)
      Jeg hepper på dig og Mia og at I nok skal finde ud af det! For med mindre hunden har seperationsangst, så er min overbevisning at det “bare” er en udholdelseskonkurrence med tålmodighed ;-)
      Mit bedste råd er, at du skal gøre det som giver bedst mening for dig og din hund. Der er rigtig mange gode råd, som eksempelvis at hunden kun skal have adgang til en lille del af boligen. Og det gælder sikkert også størstedelen – men for Dexter er det omvendt. Altså jeg tror at det har stresset hende, at hun ikke har kunne komme ind i soveværelset eks. Så nu er der åbent der.

      Efter at have startet forfra en del gange og ikke kunne finde noget mønster i noget (jeg filmede hende, hvilkede jeg også syntes var rart, så jeg rent faktisk vidste hvordan det gik), prøvede jeg Adaptil. Det virkede også lidt og så fortog det sig. Så kom hun på Zylkene og er stadig på det, og jeg tror, at det har virket sammen med det, at når jeg går ud af døren, så skal jeg rent faktisk noget og derfor har jeg ikke sådan superondt i maven over at gå. Jeg tror, at de kan mærke, hvordan man har det, når man forlader dem. Så hvis du kan være cool, så tror jeg det kan gøre en forskel.

      Og så handler det bare om at trappe tiden op. Min far har jo været så skidesød at hjælpe og er taget ind og hentet hende. Jeg har kørt det sådan, at jeg har øget med en halv time (efter jeg er kommet op over 2 timer) og så har jeg holdt den på samme tidspunkt to dage inden jeg øgede tiden igen.

      Og så selvfølgelig at være sammen med hunden, når man er hjemme. Altså sådan rigtig :-) Ikke være træt og ikke gide lege osv. Jeg prøver at træne et kvarters tid hver aften og sørge for at nærværende med hende.

      Men jeg har ikke nogle gyldne råd – men bare at du skal prøve dig frem og gøre hvad du synes er bedst for dig og din hund! :-)

      Du skal være velkommen til at smide mig en mail og “snakke” mere om det. Jeg vil gerne være “sparringspartner” på det, for jeg ved jo virkelige, hvor stressende og frustrerende det er! :-)

      • RIgtig mange tak for dit svar. Jeg er helt enig i at man skal finde frem til det der passer til hunden. Men det er jo lige det. Sådan er der også nogle der siger at man ikke skal rose for meget når man vender tilbage. Haha.. det synes jeg er meget svært at lade være med.
        Heldigvis har jeg nu pga sygdom tid til at øve rigtig godt. Men jeg synes bare ikke det går så hurtigt. Og den ene dag kan hun nu være en alene en halv time og så i dag (jeg filmer også) sidder hun pludselig og tuder rigtig højt nogle gange. Jeg får bare sådan en medlidenhed. Og bliver stresset over naboerne.. de ved godt vi øver, men alligevel. Men du har ret.. de drejer sig om masser af tålmodighed. Der er nogle andre små vaner som jeg troede hun ikke ville skille sig af med, men som dog er lykkedes. Det giver mig håb.
        Jeg glæder mig til vi kommer op på to timer. Ind til den tid kan du godt være du hører fra os ind i mellem:)

        • The CityGirl

          9. december 2015 — 23:04

          Åh, det er det værste når de hyler – og når der INTET mønster er i det. Sådan var det også med Dexter. Den ene dag: 3 timer uden noget som helst. Dagen efter kunne hun hyle 10 gange….
          Og ja, stressen… Det er frygteligt!
          Mht. naboerne, så snakkede jeg rigtig meget med mine. Og gør det stadig. Fortæller dem hvordan det går med det, når jeg møder dem i opgangen osv. Når man selv åbner dialogen, så er folk meget mere forstående – i stedet for at man går og krydser fingre for at ingen klager.

          Men hvis hun har ændret nogle andre dårlige vaner, så tænker jeg, at der er håb forude! Jeg er jo ikke hundetræner eller adfærdsekspert overhovedet; jeg har bare Dexter ;-) Men tænker at hvis der er NOGET der ændrer sig til det bedre, så må det være et overordnet godt tegn.

          Så hold ud! De første 2-3 timer er det hårdeste træk! Og skriv til mig, hvis du har brug for lidt luft med det. Som jeg skrev tidligere, så forstår jeg 100% din frustration og stress over det, og stiller mig gerne til rådighed – om ikke andet bare så du kan komme af med lidt. Det er sjældent at andre forstår, hvor drænende sådan noget er :-)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Copyright © 2019 The CityGirl

Theme by Anders NorenUp ↑