Jeg er sådan en type, der bliver overrasket hver gang jeg får ros. Dexter er sådan en type, der altid tager det som en selvfølge. Også de dage, hvor hun ikke har en hjerne. Derfor kom det nok mere bag på mig end hende, at vi sluttede agility-sæsonen af med nogle ganske fine udmærkelser!

agility
Endelig fik jeg papir på min flotte, faste arm (!) – og oven i hatten fik jeg diplom for aftenens flotteste handling. Sidstnævnte kom ret meget bag på mig – for jeg syntes lidt det var som om, at Dexter bare ‘handlede’ sig selv. Men der var nok noget om snakken, når træneren syntes, at jeg skulle have det diplom. Og måske havde hun ret. Måske kan jeg svagt erindre, at der måske var et par spring og tunneler som Dexter tog på min anvisning. Men i bund og grund så gør hun jo som hun vil – og så er vi bare nogle gange heldige, at det er det samme, vi synes, der skal gøres.

agilityUanset om det var held eller jeg rent faktisk ‘handlede’ Dexter, så har vi nu et fint, fint diplom på det. Og så holder vi os nok til historien om, at jeg ‘handlede’ Dexter – og holder sandheden om, at hun er too cool for school for os selv. Ingen behøver jo at vide, at halvdelen af tiden på banen går med at diskutere om vi skal gøre som jeg siger, eller om der skal løbe random sejrsrunder.