Det var småt med de lune tips til dagens session. I hvert fald fra Indebrændt Arbejdsløs. Faktisk var han næsten i godt humør, hvilket på en måde ændrede hele dynamikken i gruppen. Eller den del af gruppen, der var tilbage. For det er som om, at for hver gang der går, så bliver vi færre og færre. Hvilket man jo ikke kan forstå.

Vi startede med at tale om hvordan det var gået siden sidst – og da jeg fortalte at jeg ikke havde brugt tid på at opdatere mit cv på Jobnet (igen igen igen), men i stedet koncentreret mig om at skrive RIGTIGE ansøgninger til RIGTIGE jobs, kunne jeg godt mærke at underviseren blev skuffet over mig. Det var jo ikke det vi skulle. Vi skulle jo helst have underbudt os selv og solgt os selv uden løn.

Heldigvis gik vi hurtigt videre til at lege at vi var til jobsamtale med en af underviseren – og så kom Indebrændt Arbejdsløs på banen! Det her var ALT for opstillet og jobsamtaler handler KUN om kemi. Faktisk er det ligemeget hvad man kan. Hvilket jeg naturligvis noterede mig straks.

Ligesom jeg forsøgte at notere mig de gode tricks som underviserne kom med. Problemet var bare, at de modsagde sig selv i hver anden sætning. Så jeg fandt aldrig ud af, om det er en god idé at bruge floskler eller ej. Men storytelling er fedt! Hvis jeg kan fortælle en historie, hvor jeg kan flette mine kompetencer ind, så er det alletiders! Jeg troede naivt, at det var det vi kaldte en ansøgning og generel uddybelse ved samtale. Men jeg blev klogere.
Pludselig var vi ovre i folkeskolelærdom fra dansktimerne med opbygning af klimaks, forhindringer der bliver løst og den store forløsning! Højere! Vildere! Mer! Var det som om, der blev råbt mellem linjerne. Og man må gerne lyve. Lidt. En lille bitte smule. Hvis det ikke er noget alvorligt.

Og så kom dagens overraskelse: Hvis ikke vi selv finder en virksomhedspraktik, så finder de en til os. Også selvom det er komplet irrelevant for hvad vi kan og vil. Sådan er det bare.
Der blev jeg lige nødt til at række en finger i vejret og spørge om det nu virkelig var sådan, for det var ikke den besked jeg var blevet sendt på kursus med – og ikke det underviseren sagde, da jeg spurgte konkret den første dag.
Heldigvis svarede han, at “Nej nej, vi gør jo ikke noget som I ikke vil.” og så var jeg rolig igen. Lige indtil han sagde til en anden kursist at vi skulle i virksomhedspraktik. Så diskuterede vi frem og tilbage, hvor han skiftevis gav mig ret og skiftevis sagde at vi skulle i virksomhedspraktik.

Det bliver alletiders. Hvis jeg er heldig kom jeg i praktik som sælger i Sverige.