Efter 7 magre år kommer 7 fede. Jeg ved ikke lige hvordan man kategoriserer arbejdsløshedsperioden, men antager at det er sådan et mellemspil inden alt bliver mega awesome.
For hvis det holder med det med årene, så håber jeg virkelig, at det også holder på ugebasis, så denne uge bliver efterfulgt af 7 gode dage, hvor alt bliver én stor optur.

For ubevidst har jeg åbenbart valgt at krydre min arbejdsløse tilværelse i denne uge med en fuldt booket kalender med komplet kedelige ting. Altså virkelig kedelige.

Mandag var jeg til tandlæge (mega meget ros! Hun finder aldrig ud af, at jeg virkelig ikke bruger tandtråd!) og så efterfølgende på værksted og bestille tid til at få skiftet den lås. Den jeg skulle have skiftet tilbage i februar… (Hvad? Tiden går, når man er arbejdsløs!).

Tirsdag forkælede jeg mig selv med et absolut ligegyldigt møde på jobcentret, hvilket passende nok var akkompagneret af regnvejr (Nej, der var ikke skybrud, vejr-typer!).

I dag stod jeg op til en dag der bød på endnu et ligegyldigt møde, i dag på a-kassen, efterfulgt af tandtjek af Dexter (også herremeget ros her! Dexter bruger heller ikke tandtråd! Hurra!).

I morgen skal jeg skrive ansøgninger.

Så alt i alt må jeg konkludere, at tandtråd er ligemeget (uanset om man har to eller fire ben) og håbe, at næste uge bliver lidt sjovere. Der skal faktisk ikke så meget til.