I går var der anden semifinale i Eurovision Song Contest – og Aserbajdsjan gik heldigvis videre! For jeg holder altid lidt med Aserbajdsjan udelukkende fordi de har vundet helt, helt overlegent dengang der blev uddelt landenavne. Prøv lige at sige det. Aserbajdsjan. Og så sig Danmark.

Alligevel glemmer jeg resten af året at landet eksisterer. Lidt ligesom San Marino, som jo praktisk talt kun eksisterer når der er Eurovision. Så i den lille uge det foregår, griber jeg enhver chance for at råbe “ASERBAJDSJAN!”.

Kort inden anden semifinale rullede over skærmen i går aftes, havde jeg købt et skateboard til Dexter, fordi det pludselig var på tilbud i Netto. (Ja, Dexter skal lære at stå på skateboard. Hvorfor, spørger du? Bare fordi vi kan!). Og helt, helt overraskende så kastede Dexter sig over det skateboard næsten som om hun aldrig havde lavet andet – mens jeg sad og hujede ‘Aserbajdsjan!’. Så det er kind of blevet kommandoen til skateboard nu. Er fristet til at beholde den, bare for at blive ved med at sige Aserbajdsjan, men min mor nedlagde veto og vil åbenbart kun have at jeg hujer Aserbajdsjan denne ene uge om året…

Det var næsten lidt som om at det hele gik op i én fortryllende treenighed – hvilket jo er svært at afvise lige her inden pinse (den med helligånden). Og da telefonen ringede ikke bare én gang i dag, men hele to gange med folk der gerne vil have mig til samtale, var det svært at afvise den åbentlyse sammenhæng:

Aserbajdsjan + skateboard = jobsamtaler

Så nu skal der bare pinses igennem på skateboard her i weekenden! Så skal det hele nok gå.