The CityGirl

Mund til snude-metoden

Vi har talt om det før: Hvorfor min hun er et skravl. Og jeg kan til stadighed undre mig over, hvordan dansk-svenske gårdhunde rent faktisk har været gårdhunde uden tilhørende dyner, sofaer og plads til diva-mentalitet.

Da jeg i sin tid købte Dexter, var der mange ubekendte faktorer der gjorde, at hun blev en gårdhund. Først skulle hun jo have været en beagle. Dernæst en corgi. Så lidt en gravhund og tilsidst var alt jo nærmest i spil.
Men én af de kendte faktorer, der var vigtigt for mig, var at jeg fik en hund. En rigtig hund. Og dermed ikke en fremavlet modehund med dertilhørende sygdomme. En rask og normal hund.

Så fik jeg Dexter og lærte, at ikke alle hunde har pels, selvom de har det på billedet (ja, vi taler om den evigt tilbagevendende og altid manglende underuld). Dernæst lærte jeg, at normalitet er en by i Rusland, hvor Putin bestemmer, hvad der er tilladt (Dexter var jo blevet skudt personligt at Putin på stedet, så snart hun havde trådt en pote forkert). Men ellers gik det jo meget godt.

Men nu er Taylor-Swift-hunden blevet syg. Og naturligvis kan hun ikke bare være normalt syg. Intet skal tilsyneladende være efter bogen. Næ nej. Når Dexter er syg skal det være fuldstændig udefinerbart, hvor hun den ene dag er frisk som en havørn og den næste dag tager prisen i kategorien “Sørgeligt skravl”.

Så mens vi fordriver tiden med dyrlæge og udredning og venter på en diagnose, så bliver jeg mere og mere træt. For selvom jeg virkelig prøver ikke at være overpylret hundeejer, så vidner mine rande under øjnene, min manglende hjernefunktion og min totale træthed om, at jeg pylrer KONSTANT. For det er fandme svært at sove uden at sove. Men jeg præsterer det åbenbart til UG. Jeg har lukkede øjne og jeg er ikke vågen, men jeg sover ikke om natten.

Hver gang Dexter rører på sig, så er jeg halvt ude af sengen. Hvorfor ved jeg ikke. Måske vil jeg gribe hende og holde hendes hår (…), hvis hun kaster op – måske tror jeg, at hvis jeg er vågen konstant, så er alt godt. Ingen ved det, og Dexter er ærlig talt også ved at være lidt træt af mig og synes at jeg komplet åndssvag.

Og hun har ret. For hvad kan jeg gøre? Jeg har godt nok set en video på nettet med en norsk dyrlæge, der giver mund til snude (husk at holde sammen om flapperne, ellers fiser luften ud igen!) og ved nu også, hvordan jeg skal transportere en hund med et brækket ben ned fra et bjerg. Men det er ligesom det, hvilket ikke er meget bevendt på anden sal på Nørrebro.

Categories: Dexter

Så stop det dog! II » « Jeg overlevede Solformørkelsen 2015!

4 Comments

  1. God bedring med Dexter.

    Det er altid synd når de er syge.

  2. Det er ikke nogen trøst, jeg ved det, men Kamelen er også et skravl! Måske er det en dille, et modefænomen? Er der ikke det ene, så er der det andet, og jeg har allerede kørt dankortet igennem dyrehospitalets automat en million milliard gange. Jeg overvejer, om der måske findes særlige fonde, hvor man kan søge midler til fortsat overlevelse for både hund og privatøkonomi.

    God bedring til Dexter!

    • The CityGirl

      25. marts 2015 — 12:57

      Tak :-)
      Jeg tror de der fonde med midler hedder forsikring…
      Men det kan jo kun bruges, hvis det er et sammenhængende forløb og først når man er ude over selvrisikoen… Det er vi heldigvis her!
      Men ja, der er mange småting, som forsikringen jo ikke dækker.

      Hvis du finder de der andre fonde, så sig lige til, ikk? ;-)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Copyright © 2019 The CityGirl

Theme by Anders NorenUp ↑