I går kom der en spiffy dame til byen: Giovannis afløser. Og selvom jeg virkelig havde glædet mig til at få min livskvalitet tilbage, hvilket jeg også fik i morges, så var det alligevel med blandede følelser, at jeg flyttede Giovanni væk fra sin ellers så faste plads.

kaffe-espresso-gaggia-giovannikaffe-espresso-gaggia

For kan man bare smide ham ud? Kan man bare smide 4 år væk på den måde? Det virker forkert.
Og jeg indrømmer da også, at jeg savnede ham gevaldigt, da kaffen skulle brygges i morges. Med Giovanni var det så nemt; der skulle man bare tænde og trykke på en knap.
Hvor den nye dame kræver en hel del mere af undertegnede; her skal der både udregnes hvor mange gram kaffe, der skal bruges og hvor meget det skal trykkes sammen – hvilket er en liiiille smule hårdt at skulle præstere tidligt om morgenen. Og jo af logiske årsager FØR man har fået kaffe.

Men det lykkedes. Nogenlunde. Så kan jeg bruge resten af min arbejdsløshed på at få finjusteret hvordan den fine dame skal behandles, så hun vil servere den helt rigtige kaffe. For hun må være en dame, så krævende som hun er.

Og hvad så med Giovanni? Er der en himmel for døde espressomaskiner? Skal man holde sørgeoptog ned af Nørrebrogade og begrave ham på Assistensen? Hvad er konduiten her???
Han er jo min ven – og jeg har det faktisk lidt som Uffe i Familien Fab: