The CityGirl

Good gone bad

Denne uge startede skidt, med det famøse møde på det kommunale jobcenter.  Men efter jeg havde mugget lidt over, at de spildte min tid (og jeg sikkert spildte deres), så skal de dog have, at jeg, om muligt, blev endnu mere motiveret for at få et job – så jeg ikke skal stille op til flere komplet irrelevante ting.

Så da jeg onsdag havde sendt tre gode ansøgninger afsted OG gået kæmpe-lang tur med Dexter, var jeg ganske tilfreds med mig selv. Men jublen ville ingen ende tage den dag, for allerede om eftermiddagen blev jeg ringet op og kaldt til samtale på én af de ansøgninger, som jeg havde sendt om formiddagen. Det var som om, jeg kunne ALT den dag (pånær ordne den der insisterende vasketøjskurv).

Fredag skulle jeg til samtale, og jeg syntes selv, at den gik forrygende! Men de ringede om aftenen og sagde jeg ikke var gået videre. Selvom jeg blev dømt ude på teknikaliteter, så gik det gode humør fra 100 til 0 på ret kort tid. Selvom jeg kunne sige, “Nå, men det gode er jo, at så kan jeg stadig tage på ferie i november. Og det var jo også bare et barselsvikariat.”, så klingede det hult, og min skuffelse var pænt stor. For jeg ville virkelig gerne have haft det job.

Jeg er sikker på, at min ven som var på besøg, syntes jeg har været sjovere selskab end den fredag aften. Men flink som han er, så brokkede han sig ikke over mit pludselige humørskift og, proportionalt med antal øl drukket, flere og flere beklagelser.

For det virkede som en god idé at drikke lidt flere øl end planlagt den aften. Og fuldstændig glemme, at man skulle stå til agility lørdag formiddag.
Så det med at drikke sorgerne væk, blev på en måde bare forstærket gange tusind, da vækkeuret ringede lørdag morgen, og jeg egentlig bare kunne konstatere, at “Fuck, jeg er stadig fuld!”.

Efter to timers maraton-forsøg på at blive helt ædru og ikke konstant have lyst til at kaste op, kørte jeg afsted med Dexter. Kun for at tilbringe to timer på en agility bane, hvor der kort forinden havde været store bagedag med et lilleput fodboldhold, som havde drysset kage udover alt.

Og mens jeg træt stod og kiggede på min hund, der på et nanosekund havde transformeret sig selv fra “Dexter, verdens sejeste agility-hund” til “Kagehunden, Dexter”, samtidig med, at jeg mere og mere desperat råbte “Go!”, “Spring!”, “Tunnel!”, “Op!”, “Pose!”, gav jeg op. Der var bare ikke noget at gøre – og hvis Dexter ville dø af forstoppelse over at spise kagerester (inklusiv bagepapir!), so be it.

Categories: arbejdsløs

Hjælp en arbejdsløs » « Livet som arbejdsløs VI: Mødet med det kommunale …

1 Comment

  1. ….forhåbentlig i en bus?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Copyright © 2019 The CityGirl

Theme by Anders NorenUp ↑