The CityGirl

Kære arbejdsgivere

Nu har jeg været arbejdsløs i tre måneders tid. Og har sprøjtet rimelig mange ansøgninger ud. Og hver gang jeg sender en ansøgning afsted, så er det med håbet om at få et job.
Jeg skal være ærlig at sige, at der selvfølgelig er nogle jobs, jeg hellere vil have end andre. Men fælles for dem allesammen er, at jeg faktisk søger, fordi jeg gerne vil have jobbet.

For man kan jo godt have ét job, mens man drømmer om at blive astronaut. Så vidt jeg ved, er det ikke forbudt.

Og når jeg så har siddet og brugt tid og energi på (endnu) en ansøgning, prøvet at hive lige netop den kanin op af hatten, som I tænder på, og som skiller mig ud fra den enorme mængde af ansøgere, så er det mindste I kan gøre, faktisk bare at sende mig et anstændigt afslag.

Kommunikation, som tilfældigvis er den del af arbejdsverdenen, jeg befinder mig i, er OGSÅ at kommunikere med håbefulde mennesker, som ønsker at arbejde hos jer.

Kommunikation er IKKE at lege Den Stille Hævner, og aldrig nogensinde svare. Husk på, at når I sender et jobopslag ud, så beder I faktisk folk som mig om at respondere. Hvis ikke det kan give et job, så skal det som minimum give et svar.

Jeg kan godt forstå, at det er træls at skulle sende 300 mails afsted – men det skal gøres. Ikke bare fordi det er god opdragelse og stil, det kan også meget vel være, at vi møder hinanden igen. Nok ikke i det opslåede job – men Danmark er et lille sted, og kommunikation er noget, der sker på kryds og tværs.

Måske kan det endda være, at I en dag står i samme situation, og mangler et job. Og ville det så ikke være skønt, hvis man havde været den, der havde sørget for, at kommunikationen omkring ansættelser havde været i orden? Og er den person, der har forståelse for, at der sidder et håbefuldt menneske, der venter på et svar.

Man kan godt knuselske en virksomhed, selvom man får et afslag. Jeg knuselsker tre. Af den ene grund, at de tog sig tid til at skrive et personligt afslag. For det gør dem til det diametralt modsatte af dem, der aldrig svarer.

Den voksende bunke jeg har af ansøgninger, jeg har aldrig har hørt fra, fortæller mig ene og alene, at virksomheden er arrogant, højrøvet og mangler eklatant stil og opdragelse. Og det er jeg ret sikker på, at ingen virksomheder ønsker at signalere. Men det gør I.

Det kan godt være, at det ikke tager fem minutter – men det gør en forskel. Og så må det jo være det hele værd.

 

Categories: arbejdsløs

Helvede, dit navn er tandsten! II » « Den hjemvendte (tykke) datter

2 Comments

  1. Så må du jo bruge dine kommunikationsskillz til at rent faktisk skrive et brev, som du kan sende til samtlige af de HR-afdelinger, der søger kommunikationsmedarbejdere, men ikke er i stand til at melde ud at man IKKE har fået jobbet.
    Kan også være du får en stjerne i deres bog for at ha’ nosser, så. :)

  2. HØRT!!!!

    Hilsen en anden (dog nyuddannet) jobsøger (på 4. måned!)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Copyright © 2021 The CityGirl

Theme by Anders NorenUp ↑