Øj, det har været en hård dag – og det mindste af det var at stå op 6.30. Selvom jeg indrømmer blankt, at jeg lidt var ved at dø der. Men så fik jeg sagt til mig selv, at det jo ikke var mig det handlede om i dag. Det var Dexters dag. På den onde måde.

Mens jeg famlede rundt i søvne og prøvede at stå op og komme til at ligne et menneske, lå Dexter ufortrødent og boblede videre inde i sengen. Og da vi skulle gå, måtte jeg gå ind og hente hende. Misfornøjet stod vi begge nede på gaden: Dexter, fordi hun skulle tisse langt før normaltid. Mig, fordi jeg vidste, at jeg lige om lidt ville være verdens ondeste hundeejer.

Det er jo kun onde mennesker, der afleverer deres hund om morgenen på det sted hunden hader mest i hele verden: Dyrehospitalet. For Dexter skulle indkassere sin julegave i dag og steriliseres.

Dexter formåede naturligvis også at give mig skyld-med-skyld-blikket, da jeg forlod hende i armene på en dyrelæge og kørte min vej.

Men hvad hun ikke vidste var, at jeg hele dagen var tynget af dårlig samvittighed og en vanvittig bekymring. Ikke at jeg var bange for at det gik galt. Men jeg kunne bare slet, slet ikke have tanken om, at hun lå i fuld narkose, slatten på et operationsbord og blev skåret op i maven.

Med andre ord, har jeg måtte erkende, at jeg er den TOP-PYLREDE type hundeejer.
Til gengæld er jeg ikke den slags hundeejer, der er for fin til at fnise lidt af min skravlede hund, når hun kommer ud fra dyrelægen iført en bodystocking i en frisk farve, som hun åbenbart har byttet sit til for to æggestokke.

Og alt blev godt igen, da jeg fik hende tilbage (i den smarte bodystocking), og fik at vide, at hun havde klaret det hele pisseflot og alt var fint og godt.

Men mest at jeg fik hende tilbage. Også selvom hun går som en 82-årig gammel dame og er en lille pjevs. Dog ikke for pjevset til at knurre af naboens gæster. Hvad ligner det også, at holde fest i dag? Svin.