Man møder virkelig mange mennesker, når man har hund. Fortrinsvis når man ligner noget der er løgn og de er helt friske og snakkesaglige. Jeg er begyndt at prøve at undgå det. I hvert fald kan jeg aktivt gøre noget, for ikke at komme til at stå og snakke i evigheder med andre hunde-ejere, da jeg jo kan se, at de har en hund.

Sværere er det med dem uden hund, som kan være hvem som helst! Pludselig har man et vildt fremmed menneske stående foroverbøjet foran sig, for at hilse på ens hund. Og Dexter er jo ikke megen hjælp. Hun vil jo være venner med ALLE. Pånær virkelig fulde mænd, der sætter sig ned på fortovet for at klappe hende. Trods alt.

Men man møder også de samme igen og igen. Og for det meste er der jo fint nok. Der er jo heldigvis nogle normale mennesker, som også har hund, som også er ude og lufte den i pyjamas søndag formiddag og som heller ikke gider snakke – og som man kan stå sammen med i fælles tavshed mens hundene er alt for friske til os.

Og så er der dem, som undgår mig og Dexter. Jeg har lagt mærke til det, og er naturligvis mega fornærmet over det. I mindst et nanosekund – indtil jeg kommer i tanker om, at jeg heller ikke gider.

Specifikt er vi rendt på en fyr med en lille bomuldshund ret mange gange, og de gange vi ikke har kunne komme udenom hinanden, så har han altid skulle skynde sig meget videre.
Lige indtil i dag, hvor jeg stod og var optaget af en samtale med en veninde, som jeg var rendt ind i nede på gaden. Og mens vi står og taler kommer han og hund gående. Hundene vil hilse og jeg lader fraværende Dexter hilse – for jeg har jo gang i noget andet. Lige indtil det går op for mig, at fyren ikke går videre. Lige i dag, af alle dage, syntes han, at NU skulle hundene lege.

Efter MEGET lang tid, går han så endelig videre og jeg bemærker til min veninde, hvor sært det er, at lige i dag ville han gerne lade sin hund lege med Dexter, når nu jeg stod og var rimelig optaget af alt andet end hund.

Hun mente, at han bare skulle se mig an. Jeg mener stadig, at det er sært. Derudover ligner han lidt ham fra Tinder, som jeg matchede med igår (og lukkede app’en) – og det freaker mig bare endnu mere ud. Der stod jo på hans profil at han var 3 kilometer væk! Så skal han ikke komme og lufte hund i mit hood. Det står ikke i reglerne, at man må det.