Nå, men så blev man 33 og blev til Kameliadamen. Altså ikke som hende den prostituerede, men i bogstavlig forstand. For 33 er åbenbart året, hvor man får en kæmpe, megaflot kamelia i fødselsdagsgave af sine venner, når man bare siger, at man ønsker sig ting til altanen.

Det må jo så betyde, at de nu tænker, at jeg er gammel nok til at få ting til at overleve i lejligheden. Bevares, Dexter har jo trods alt overlevet her på matriklen i otte måneder – men hun er jo heller ikke en meget flot, men sart blomst.

For så googlede jeg jo kamelia dagen efter, efter tømmermændene havde lagt sig lidt. Jeg nåede ikke særlig langt i kamelia teksterne, for de startede allesammen med at det jo var en lidt vanskelig blomst. Som skal plantes ud i noget specielt jord, ikke kan tåle frost og helst skal stå svalt og lyst. Og i øvrigt først må plantes ud til marts.

Så jeg har brugt dagen på at bære rundt på min kamelia. For den er skideflot! Og jeg er mega glad for den. Men også ret angst for at den dør inden den når at flytte ud på altanen. Og min lejlighed er jo ret lun, specielt når det har været solskin som i dag. Så pludselig så jeg, at den stod i fuld sol inde i stuen, hvilket kastede mig ud i en redningsaktion, hvor lydsiden kunne have været noget i stil med: “Noooooo! Ikke direkte sollys på kameliaen!”

Og FYI, så er det heller ikke godt at stille kameliaer på gulvet, hvis man har en hund. Det viser sig, at de er lækre snacks hvis man tilhører racen ‘Møghund’.

Så jeg bærer bare lidt rundt på min kamelia indtil den kan komme ud på altanen – og indtil nogen af kamelia-giverne kommer forbi og hjælper med at plante den ud i fancy jord fremfor almindelig jord. Muligvis også bygger et lille drivhus, som den kan stå i, som der jo også stod i en af artiklerne, helt henkastet, at man også kan opbevare den i.

For jeg er ret sikker på, at man ikke bare kan give en kamelia og så skride igen. Den forpligter – og hvis vi skal bygge et drivhus, så gør vi det. Sammen. I fællesskab.