24 timer. Dør til dør. Cirka. Fra Mexico til Nørrebro. Og faktisk kunne jeg ikke engang brokke mig over at der var omkring 30 graders forskel til den forkerte side, fra den sidste friske luft jeg fik i Mexico til den friske luft jeg inhalerede i København.

For når man har været spærret inde i lufthavne og fly i et døgns tid, så tager man ligesom hvad man kan få. Og er bare glad for at man stadig er levende. Dels fordi Atlanta er utrolig hidsige i deres tusind kontroller (men ikke kan noget som helst geografi; nej, Amsterdam ligger ikke i Tyskland…), dels fordi jeg pludselig var ved at dø af et allergisk anfald efter at have spist noget kylling i lufthavnen. Men det er åbenbart ikke noget en Vicks og en times hosteanfald ikke kan klare. Nu mangler jeg bare at finde ud af hvad der var i den kylling, som jeg var ved at dø af…

Men det må blive på et andet tidspunkt. Lige nu er jeg så træt at jeg ligner en mand, og så må nærdødsoplevelser og ting i den dur ligesom bare vige for at sove, og bare nyde at der ikke er mennesker i min intimsfære, og ikke mindst at der ikke er mennesker der bliver ved med at tale hollandsk til mig.

For det er åbenbart minusset ved at flyve med KLM og hænge ud med dem i tolv timers tid; at man bliver forvekslet med hollændere – som bare bliver ved med at tale til en på hollandsk. Selvom man ligner ét stort, træt spørgsmålstegn.

Det skal nok blive sjovt at komme på arbejde imorgen! Men hvis bare folk ikke taler hollandsk til mig, så er jeg rimelig tilfreds.