The CityGirl

Hvorfor må jeg ikke få en is?!

Da jeg i morges startede dagen med at kaste to glas dejlige appelsinjuice op, var jeg lidt nervøs for om det ligesom skulle være sigende for dagen. For det virkede bare sådan. Helt autoritetstro havde jeg jo indtaget juicen før klokken 6 (for efter klokken 6 må man jo ingenting, og mad havde været helt verboten siden midnat), og klokken kvart over seks havde to gode glas juice forladt min krop igen.

Så jeg var muligvis den mest fastende patient der checkede ind på OUH i dag. Helt træt. Helt sulten. Helt færdig.
Da jeg endelig blev kørt til operationsstuen, viste det sig at det var samme crew som sidst, så gensynsglæden var ret stor hos mig. Er ikke sikker på om det var lige så gengældt. I det hele taget tror jeg, at jeg snakkede lidt for meget.

Kirurgen var ny (hvor mange mennesker arbejder der på kæbekirurgisk afdeling?!), og rimelig humorforladt. Hvorfor vi ikke gik så godt i spænd. Eksempelvis kom jeg til at udbryde, at de jo løj herremeget i deres foldere, når der stod at man både skulle have undercut og flydende føde, da jeg fik at vide at undercut ikke stod på listen, ligesom jeg måtte gå direkte til blød kost. Det var bare lidt som om han ikke kunne se humoren i det, og i stedet kom med en meget lang forklaring om opdatering af deres materiale.

Men klokken 13 kom jeg i narkose. Klokken 15 var jeg vågen igen.
Jeg erindrer svagt at jeg fik at vide, at jeg nu lå på opvågning, og synes svagt at huske, at jeg sagde “Det er jo her hvor man får is!”. For sidste gang fik alle de andre på opvågning sodavandsis, undtagen mig. Jeg kunne jo ikke få noget hverken ind eller ud af munden dengang. Så jeg havde virkelig glædet mig til sodavandsisen i dag.

Men jeg fik stadig ikke nogen! Hvilket jeg begynder at tage personligt. Ligesom at det tangerer til voksenmobning, så meget de taler om hvor lille en næse jeg har og nærmest råber igennem gangene, at jeg skal have den ALLERMINDSTE slange! Samtidig med at det er svært at tage en læge seriøst, når han spørger om jeg har et yndlingsnæsebor. Hvortil jeg måtte melde pas, og så skulle vi lige teste hvilket næsebor der kom mest luft ud af. De var lige gode.

Klokken 15.55 var jeg udskrevet, efter at den lækre tandlæge-læge havde været på stuegang og fortalte at ja, det var den skide brusk der var smuttet. Det er den sådan set stadig, men nu har de lavet nogle fiksfakserier som forhåbentlig får den til at vende tilbage af sige selv. Det vil kun tiden vise. Men mine prognoser er gode.
Og ja, det er svært at flirte og score når man lige er vågnet af narkose, er blevet stukket med en kikkert i venstre side af hovedet og har vaseline på øjenlågene (for at skåne mine øjne eller noget i den dur).

Høj på morfin (den rigtige slags, denne gang!) forlod jeg Odense og fattede slet ikke at jeg havde det så godt. Lidt smerter ved brug af kæben var forventet, men jeg har det helt anderledes nu. Jeg er ikke kvæstet-kvæstet. Jeg er faktisk mere frisk efter sådan en operationsdag end jeg var bare i sidste uge efter en halv arbejdsdag.

Men jeg er stadig sur over at jeg ikke fik en is.

Categories: tandlæge

Liste-liv XI: Den rene blækregning » « En rigtig far

4 Comments

  1. Du skulle ha’ forlangt at de tog en mandel eller to, når nu de var i gang, så havde du HELT SIKKERT fået is!

    • The CityGirl

      29. januar 2013 — 23:46

      Man skulle ellers tro at sjov med kæbe slår mandler og dermed også udløser is…
      Sidste gang fablede alle sygeplejerskerne om at det var godt, når man havde haft en tube nede i halsen – altså til alle de andre patienter.

  2. Hahaha! And she’s back! Skønno indlæg – velkommen på den anden side!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Copyright © 2020 The CityGirl

Theme by Anders NorenUp ↑