The CityGirl

Den sørgelige superhelt?

Seriøst. Hvordan gør jeg det? Hvordan er jeg overhovedet levende nok til at ansætte en ny studentermedhjælper samtidig med at jeg er ved at dø over at jeg slet ikke fungerer?

I løbet af to dage har jeg lige fået ansat en ny, clearet vagtplan og aftalt oplæring – samtidig med at jeg lige var i Odense, konstant er kvæstet og i dag startede dagen i dag med at hoste mig til et hold i nakken/ryggen. Er jeg en eller anden form for sørgelig superhelt?

Det virker bare meget mærkeligt, når jeg samtidig er ved at tude af træthed, mens jeg venter i uendelighed på en pizza, fordi de først lavede en forkert til mig. “NEJ! Jeg skal ikke have den med gorgonzola! Jeg vil have den med spinat…..”

Der sad jeg nede på pizzeriaet på Stefansgade og var ved at tude og brække mig af træthed og smerter. Og en time efter fikser jeg lige vagtplan og andet praktisk geil. Jeg forstår det ikke. Det burde være fysisk umuligt at kunne præstere noget som helst cool, når man er ved at tude over en forkert pizza.

Categories: arbejde

En savlende amøbe » « Færdig med Odense!

4 Comments

  1. What on earth are you doing going to work in that state? Your boss can’t see the shape you’re in? Hmm as to why you are able to still do the madness that you bare doing – they say that willpower can be stronger than anything else in the body. Seems you got the superman kind :-D But there is absolutely nothing wrong with crying over a wrong/bad pizza. Some Italians do it all the time…

    • The CityGirl

      11. januar 2013 — 13:07

      Jeg ved ærlig talt heller ikke helt hvad jeg laver… Min chef kan godt se at jeg er sølle – så han er cool med at jeg ligesom bare passer mig selv og kommer og går når jeg kan. Tror bare han er glad for at jeg ikke lægger mig igen med en reel sygemelding.

      Og ja, viljestyrke kan meget – men det er sgu da sært! :-D
      Glad for at det er okay at græde over forkerte pizzaer – og hvis italienerne også gør det, så er der jo intet at skamme sig over ;-)

  2. Klart din chef er overbærende nu. Det er lige gået op for ham at du kan passe de almindelige opgaver på jobbet, selvom din krop er blevet autonom og nægter at modtage ordrer fra dig. “Nøj nøj nøj, når City Girl snart er frisk igen, så kan jeg jo sætte hende til de vildeste opgaver”, tænker han – og fortsætter “Saiøst, hun kan jo klare alt!”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Copyright © 2020 The CityGirl

Theme by Anders NorenUp ↑