Nå, men så var det jeg talte i telefon med min mor, og brokkede mig lidt over, hvor usandsynlig dårligt vitaminpiller smager. Harcelerede lidt over HVORFOR de skal smage så grimt?! Sådan lidt a la endnu en ting der er lidt synd for mig, at jeg skal sluge så mange piller der smager dårligt her midt i al mit pt. nedturs-liv i kæbeoperationsland.

Men i stedet for bare at føje mig, stryge mig med hårene og give mig ret, hiver hun et trumfkort af dimensioner op af hatten!
Mor: “Kan du ikke huske dengang du var lille? Der ELSKEDE du at spise vitaminpiller! Jeg var nødt til at tage dem fra dig, fordi du ellers ville spise flere.”
Mig: ” … ”
Mor: “Ja, og så skulle vi også hele tiden tæller dem! Kan du slet ikke huske det?!”
Mig: ” … ”

Og så dæmrede det. Lidt. Og jeg fik en svag erindring om også at spise vitaminpiller i smug. Men dengang var de jo også overtrukket med et eller andet der smagte godt! Forklarer alligevel ikke hvorfor jeg har været SÅ begejstret for vitaminpiller i min barndomsår, og slet ikke hvorfor jeg skulle tælle dem.

Mor: “Ja, det var jo ikke noget jeg fortalte andre. Det var bare noget vi to havde sammen!”
Mig: ” … ”

Seriøst, hvis ikke jeg levede i et veludviklet I-land, hvor der er plads til alle – også autistiske, vitamin-elskende børn – så var jeg jo blevet smidt ud i skoven til ulvene.