The CityGirl

Bagsiden ved de 21 år

Ikke fordi vi er trætte af at høre om det, men det er vist på tide med en lille afveksling fra alt det kæbe-snak.

Det er åbenbart de problemer, man tumler med, når man er 30+: operationer, sondemad og kryds og tværs (No hard feelings vel City?). Så nu vi er ved problemer, har jeg brug for at dele bagsiden ved at være 21 år med jer. For umiddelbart har vi unge mennesker det fedt, og ja, jeg medgiver da også, at der ikke er særlig meget at klage over.

Ikke andet end en konstant frygt for at blive en fiasko… Jeg hører ikke andet end: “Du skal forme sin egen personlige profil, så man ikke ligner alle de andre”, “Du skal bare finde sin niche, hvor man er verdensmester”, “Uddannelse gør det ikke selv, du skal også have studierelevant job og måske et par frivillige jobs” osv.

Selvom man måske er i gang med en uddannelse, man finder interessant, føler man ikke det er nok, fordi man ikke er verdensmester. Jeg er udemærket klar over, at vejen til drømmejobbet er et kapløb, hvor rigtig mange andre deltager. Men det er altså ikke fedt, når man stadig har 4 1/2 år igen, konstant at være i tvivl om, om man overhovedet egner sig til det, man har planer om at blive. Selvom jeg er engageret i min uddannelse og har et studierelevant job, får jeg stadig indtrykket på min uddannelse af, at det ikke er nok. Og hvorfor? Tjo, måske fordi de eneste, der kommer ud og holder foredrag om deres studietid har været i praktik i freaking Det Hvide Hus og haft studiejobs på Politiken og DR (Overdrivelse fremmer forståelsen). Det kunne være lidt fedt, at høre fra de, som ikke har haft lige så mange bolde i luften under deres studietid, men som trods alt har fået succes som færdiguddannede. Bare så man slipper for at få smadret sin selvtillid og sine fredtidsdrømme helt.

Categories: Gæsteblogger

Et tabu down – way too many to go » « Hverdagstanke #26

6 Comments

  1. Nejnej, no hard feelings… Du får mig bare til at lyde som en på 82…!

    Men når nu jeg så er 82, så kan jeg sige, at det ikke var en skid anderledes dengang jeg var ung! Vi blev også stopfodret med alle de der rising stars, og man hørte aldrig om den store masse af helt normale mennesker. Men de er der. Vi er der. Og vi har alle overlevet ikke at have haft en praktikplads i Det Hvide Hus. Thank god!

    Bare husk på, at flertallet IKKE er de der selvfede tåber ;-)

    • Miss Swag

      1. november 2012 — 23:27

      Du er så meget pensionist. Men jeg ved jo, at jeg altid kan komme til dig, når jeg lige skal have genopfrisket, hvordan den virkelig verden er.

  2. Jeg tog mig en cand.merc.jur. – arbejdede som telefonsælger de første 4 måneder (hated it!), fik derefter job på en restaurant, hvor jeg arbejdede indtil jeg tog på udveksling på mit 5. semester på bacheloren. Da jeg kom hjem fra udveksling fik jeg (efter 2 måneders søgen, og tæt på panikgrænsen, hvor jeg var ved at gå ned i Netto og søge job) et studierelevant arbejde. Da jeg skrev min kandidatafhandling begyndte jeg at søge job med små 3 måneder til aflevering (som de kloge CBS-folk anbefalede), og endte med at lande et labert fuldtidsarbejde der betød at jeg måtte aflevere før tid (eller jeg forsøgte at aflevere før tid, men fik et vink med en vognstang af mine vejledere og brugte lige en måned mere, så der var fuldtidsarbejde og kandidat samtidig).. Var på fuldtidsarbejdet en måneds tid hvorefter der var massefyringer – mig selv inklusiv (first in, first out – siger jeg til mig selv!).. Jeg var så’n pre-opsagt, og skulle derfra 7 måneder senere. Søgte én anden stilling – blev tilbudt den, samtidig med at det job der havde fyret mig, ville genansætte mig (mens nyhederne snakkede om arbejdsløshed blandt nyuddannede).. Følte mig temmelig skudt ud af et lykkehjul!
    Min pointe er bare, at jeg gik igennem mit studie med meget(!) middelmådige karakterer, men jeg tror at mit udvekslingsophold og mit studierelevante arbejde var med til at gøre tricket.. Så det skal nok gå alt sammen! :D

    • Miss Swag

      1. november 2012 — 23:25

      Det er lige præcis sådan nogle historier, man skulle have lidt flere af. Jeg takker for historien, det gør at jeg tror lidt på mig selv igen ;)

  3. Sidder lidt og får lyst til at råbe “slap nu af!”. Det handler om hårdt arbejde, held og selviscenesættelse.
    Ja – det er hårdt arbejde, men det er også nogle gange held og tilfældigt hvor man ender. Jeg læste polit. (et efter sigende hårdt studie, men det var OK og sikkert som alle andre) og sidder i dag i et godt job, som jeg godt kan li’. Lidt tilfældigt. Tog også udenlandske, og det hjælper på CV’et – og havde også stuedierelevant job i 1½ år på kandidatdelen. Ikke selve jobbet, men det at ha’ connections i finans og ha’ foden ind har betydet noget.
    Så er der selviscenesættelsen…jeg bi-jobber nemlig også som ekstern lektor på CBS, og I guder, der er nogle studerende med superhøje ambitioner og tror at de er livets gave til CBS (- de selvfede tåber!). Næppe. De skulle lære at leve livet…og slappe lidt af…og kunne faktisk lære lidt af dig, Miss Swag! Things will come into place…

    • Miss Swag

      2. november 2012 — 22:40

      De her svar bliver jo bedre og bedre. Eller i hvert fald mere og mere betryggende. Og du har ret i, at der også skal en portion held, til at nå langt. For nogle gange er det tilfældigt, hvilke mennesker man lige får talt med osv.
      Men tak for svaret. Jeg vil tro på, at det nok skal gå :)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Copyright © 2020 The CityGirl

Theme by Anders NorenUp ↑