Det er ikke nogen hemmelighed at den forgangne uge alligevel formåede at tage prisen som årets lorte uge, selvom der var tæt løb mellem den og ugen før. Og efter jeg landede definitivt fra Odense onsdag aften, var det lidt som om jeg var så træt, at jeg aldrig nogensinde kunne vågne igen.

Faktisk var det lidt som om, at det eneste der holdt mig vågen og i live, var smerterne i min efterhånden Anni Fønsby-værdige overlæbe. For med de hægter/kroge/whatever der er blevet monteret på ydersiden af tænderne i overmunden, måtte nødvendigvis følge total karambolage med indesiden af læben, som ikke kunne gøre andet end at hæve i kampen om den sparsomme plads.

Så da det endelig blev weekend og fredag aften, måtte jeg tage mig gevaldigt sammen for ikke at gå i komasøvn, men i stedet sidde ret op og ned og drikke en kop kaffe – som aldrig virkede. Og det var lidt som om, at jeg ikke orkede at være sammen med folk, for når man kun har lyst til at sidde med et stift smil, for at fjerne læber fra kroge på tænder, så er det bare ikke helt optimalt på den sociale, normale måde.

Men jeg havde heldigvis en aftale med en anden handicappet; Mr. Whiteaway og hans brækkede ankel. Desværre var han så meget i bedring, at det var mig der tog prisen som handicappet. Alligevel var det rart, for Mr. Whiteaway er jo bare en skidegod ven, som ikke var sen til at proklamere, at hvis det gjorde for ondt for mig at tale, behøvede vi ikke det – og vi kunne også sagtens blende kinderæggene sammen med øllen, hvis det skulle være.

Man ved bare, at man har en god ven, hvis de tilbyder at blende kinderæg – og kun griner moderat af ens Anni Fønsby-læbe.