Der kommer et tidspunkt i enhver kvindes liv, hvor hun bliver træt af at tilbagelægge 300 kilometer bare for at tage til tandlæge. Det punkt er nået nu. Eller faktisk er det nok nået for lang tid siden.

Og i takt med at vi nærmer os dommedag og går ind i slutfasen, hviler min fod tungere og tungere på speederen. Hvis ikke det var for de andre skodbilister, ville Miss Marilyn og jeg snart kunne tilbagelægge distancen på et splitsekund.

Men det er ikke tilfældet. Endnu. Så i de to timer på vej over sad jeg og tænkte på min forsvarstale. Hvordan jeg skulle få min tyske tandlæge til at forstå, at det der elastik cirkus hun havde sat i gang sidste gang, skulle droppes. Nu.
På to timer kom jeg op med: “De der elastikker, ikk? De er skide irriterende!”

Hvilket hun kvitterede med et grin, efterfulgt af larmede stilhed mens hun inspicerede munden – for tilsidst at sige, at de hjalp og at mine tænder havde rykket sig MEGET (løgn!), og hvis jeg blev ved med dem, kunne vi undgå en kæbeoperation i overmunden.
Sårn lidt “Du kan også bare få en til kæbeoperation og så dropper vi elastikkerne? Your choice?”.

Jeg tog to poser elastikker med hjem, mens jeg løj lodret om at jeg nok snart skulle holde op med at ryge. Hvis hun må lyve, må jeg jo også! Eneste problem er bare, at hun godt ved, at jeg lyver – jeg ved ikke om hun lyver, og om truslen om endnu en kæbeoperation er tom.