Efter en lorte arbejdsdag af rang fredag, kiggede min studentermedhjælp og jeg hinanden dybt i øjnene, og skulle ikke bruge mange sekunder på at blive enige om, at vi var nødt til at drikke noget alkohol. Visse dage kræver det bare! Og det kan kun være sundt for arbejdsmoralen at akklimatisere lidt sammen i ny og næ.

Så vi tog hjem til mig, hvor jeg havde en hel del efterladenskaber fra housewarmingen stående. Stille og roligt. Ikke noget der.
Men efter et ukendt antal øl, en flaske vin og to flasker bobler – og en enkelt rugbrødsmad undervejs, måtte jeg se mig besejret. Og hele lørdagen gik således også med at forsøge at blive et helt menneske igen, mens jeg messede “Aldrig drikke på tom mave med 21-årige, med mindre du selv er 21!” (eller alkoholiker, som Miss Cool tilføjede senere hen).

Det var først i dag, søndag, at jeg havde det normalt igen – selvsamme dag, hvor jeg endte i den ende af spektret, hvor dagens aktivitet bestod af stille og rolig brunch med nybagt mor og bebs. Og mens vi sad og brunchede og på skift sad med baby, måtte jeg erkende, at udover det havde været en sær weekend med ungdomsdødsdruk i den ene ende, og voksen og ansvarlig baby-brunch i den anden, så er det nok i sidstnævnte kategori, jeg hører mere til. Ikke mindst fordi man ikke raller på kanten af død et helt døgn efter. Og det er bare sådanne småting man pludselig begynder at hænge sig i, når man når lidt op i alderen.