Da jeg slog mine pollen-befængte øjne op i formiddags, var det pludselig sommer udenfor. Virkede det som om. Hvilket var lidt en streg i regningen, da jeg havde sat mine penge på overskyet og byger, og planlagt sindsoprivende søndag med at ordne det der skide tøjskab samt prøve at få tusind sko til at forsvinde op i den blå luft, uden at de rent faktisk forsvinder. Plus eventuelt lige rense computeren lidt og smide unødigt crap over på den eksterne. Som sagt; spændende planer!

Alt dette måtte vige for sommeren. Altså denne ene dag. Så jeg vendte tilbage til Fucking Ingenting. Altså bare for dagen. Men det var alligevel med nervøsitet i kroppen at jeg forcerede de 60 kilometer. For jeg vidste jo ikke om jeg var blevet traumatiseret så meget af sidste omgang, at jeg ville lægge mig i akut fosterstilling og kræve stenbro nu.

Det gik. Heldigvis! For der var kommet balance i universet. Vi var tilbage til den gamle ordning, hvor mine forældre var der, og jeg bare var forbi. Hvor der var mad i huset og kaffe på kanden. Og hvor det var sommer! Så meget, at jeg lod mig overtale til at gå i vandet. Som den dumme dansker jeg jo er. Jeg vil skyde på at vandet var 18 grader.

Så nu er sommeren klaret på denne ene dag. Solskoldningerne er i hus, jeg er blevet set i bikini i fuld offentlighed, har været i vandet og har grillet. Så kan det godt blive hverdag og regn igen.

Måske var det også derfor Preben ikke var deroppe; måske fungerer han bare bedst i regnvejr og hverdag – det er jo også lidt mere tweed-agtigt.