The CityGirl

Det begynder at ligne noget…

Når man pludselig skal stå sådan rigtig op, forsøge nogenlunde at ligne et menneske og bare sårn prøve at blende ind i mængden af normale folk, kan man virkelig mærke at man har brugt de sidste fem dage på at flytte. Først ind. Så bare flytte random rundt på kasser. Så begynde at finde ting, finde pladser til dem, finde skruer til ting der skal samles og så videre i den dur.

Jeg stod helt, helt grundtræt og kiggede på tiden der bare gik, mens jeg prøvede at tage mig sammen til at gå ud i den virkelige verden. Der hvor man ikke har snavsede joggingbukser på.

Heldigvis bor jeg enormt tæt på et busstoppested, men det var lidt et chok, da jeg fik købt min mobilbillet, at jeg åbenbart nu bor i zone 2. Det var lidt en streg i regningen. Jeg mener, jeg har jo ALTID boet i zone 1 herinde i København. Jeg har bare altid været en zone 1-pige. Men nu er jeg altså en zone 2-pige. Lidt hårdt at få smidt i et træt ansigt.

Men jeg kom afsted, og var da også nogenlunde til stede på arbejde – og selvom jeg var forbi grundtræt da jeg skulle hjem, havde jeg optur. For jeg skulle genforenes med min cykel, som havde boet trygt og godt inde på arbejde mens jeg residerede i Fucking Ingenting. Og selvom min kondition ligger og raller et eller andet sted to måneder tilbage, så var det fandme fedt bare at trille hjem på det sorte lyn. Bare sådan. Ikke noget kaos med bil og parkering og myldretid. Bare mig og min cykel.

Og nu er der smidt 2,80 meter bordplade ud (smart hvis man har tre børn i en lille lejlighed, men det har jeg jo ikke…), fået samlet mit elskede, voldsomt store og ganske uhandy skrivebord. Fået sat skokasser, kroge, spejl og et enkelt gardin op. Det begynder faktisk at ligne noget. Og for hver flyttekasse der bliver pakket ud danser jeg en mental lille sejrsdans. Der er ni flyttekasser tilbage og tusind ting og lamper der mangler at blive hængt op. Men det ligner noget. Det ligner et hjem.

Categories: flytning

Og Gud sagde: “Lad der blive net!” » « Hej nye naboer!

2 Comments

  1. Se det fra den lyse side, det med zone 2, for så betaler du i det mindste for at krydse en zonegrænse når du skal til zone 1 og betaler for den obligatoriske 2 zoners billet …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Copyright © 2020 The CityGirl

Theme by Anders NorenUp ↑