The CityGirl

Fucking Frederiksberg XXIX: Two wrongs make a right?

I går var store logistik dag, hvor jeg endegyldigt konkluderede, at jeg aldrig nogensinde skal være single mor, og køre børn frem og tilbage og få et eller andet sindssygt puslespil til at gå op i en højere enhed! Det var nok, at jeg bare skulle jonglere med VIP-hunden og mig selv.

Og som alle andre udfordrede forældre, tyede jeg også til bedsteforældre-finten. Jeg tænkte, at når nu min søster og min bror bruger det i et væk, fordi det er ‘åhh, så svært og hårdt at være forældre anno 2012’, så kunne jeg vel også en enkelt dag. Med en hund i stedet for et barn, og mig selv for resten.

Derfor endte dagen også med at min mor kørte VIP-hund og jeg ind til Miss Cool, for så slap jeg for at lede efter lovlige parkeringspladser på Fucking Frederiksberg, hvilket er sværere end Indre Nørrebro.

Og da vi kørte afsted, plaprede min mor løs om, at hun da havde helt styr på hvor Miss Cool bor, for der kører hun jo forbi hver gang hun skal til tandlæge. Fintfint! tænkte jeg, og lænede mig bare tilbage i bilen.

Min mor var kæk, og begyndte at fremhæve sin rute fremfor den jeg plejer at køre. Det prellede af, som alt andet med Frederiksberg gør på mig. For jeg kan kun køre ét sted hen på Fucking Frederiksberg, og det er hen til Miss Cool. Via den eneste rute jeg har lagt i tidernes morgen. (Det gik jo også galt da jeg forsøgte at lave smutveje forrige gang…). Og det er jeg på en måde stolt af. At holde Frederiksberg på et absolut minimum.

Men pludselig var jeg nødt til at gribe ind i det min mor havde gang i, for det var som om vi kørte længere og længere væk fra byen. Så jeg spurgte hvor hun var på vej hen.
Hen til Miss Cool, svarede hun. Og selvom min Krakkort over Frederiksberg er på et nærmest nulpunkt, så kunne jeg godt se, at vi var på vej i en meget forkert retning.

Så jeg fik hende til at vende om. Problemet var bare, at efter modvillig erkendelse af, at hun havde troet Miss Cool boede et helt andet sted, så proklamerede hun, at så måtte jeg jo vise vejen, for det var jo mig der vidste hvor vi skulle hen.

Jeg skulle lægge meget bånd på mig selv for ikke at råbe “Men jeg kan jo ikke Frederiksberg! Jeg ved ikke hvor vi er, for du har kørt os et helt mærkeligt sted hen!”. Jeg råbte det ikke, men sagde det. I bidder. Ind imellem min utrolig ringe vejviser dirigeren – som dog fik os frem i sidste ende.

Man beder jo ikke mig om at vise vej på Frederiksberg! Det svarer jo til at bede en mand om at italesætte sine følelser. Det er ting vi bare ikke gør!

Categories: frederiksberg

Kommer du tit her? » « Er det det de kalder funkis?

3 Comments

  1. He he, det er sgu da dagens bedste sammenligning :-D

    Men kan forstå, at du måske ikke er helt god til at finde/vise vej på Frederiksberg …

  2. Skøøøøn sammenligning :)

  3. The CityGirl

    10. maj 2012 — 12:22

    Og det er jo rigtigt! Begge dele… ;-)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Copyright © 2020 The CityGirl

Theme by Anders NorenUp ↑