Åh, det var en højdramatisk dag i går. Ikke så meget fordi min svigerinde hele tiden har været ved at føde siden fredag aften (counting and still waiting), men mere fordi jeg var ved at blive helt blind!

Og hvis ikke det var fordi jeg havde valgt at sove på Miss Cool’s sofa, så tror jeg nok, at det var gået helt galt! For hendes far er jo øjenlæge, så derfor ved hun jo en ting eller to om blindhed.

For glæden ved at finde resten af min makeup (efter at have gennemgået alle flyttekasser hjemme hos de gamle, lå den naturligvis heroppe i sommerhuset, i en pose i en pose i overkøjen…), var åbenbart kortvarig. Da jeg vågnede op lørdag var det med et næsten ufunktionelt venstre øje.

Først panikkede jeg ikke, for vi har jo alle prøvet at dratte omkuld uden at fjerne makeup for at vågne op med irritable øjne. Det klares ved bare at fjerne den gamle makeup, og så er alt godt igen.

Intet blev godt igen. Mit øje kunne kun holde til at være åbent i maks 30 sekunder ad gangen. Det gjorde ondt, på den der mega onde måde. Og hverken te, eller andre opvartende ting Miss Cool fandt på, hjalp.

Så skulle Miss Cool på loppemarked og sælge alt mit gamle lort, så jeg blev efterladt alene på sofaen med VIP-hunden. Vi sov, vi vågnede, jeg fandt betændelsessnask i øjet og blev grebet af panik. Dels over, at jeg nu virkelig ville blive hende den irriterende veninde der aldrig går hjem, for man kan jo ikke køre bil når man er blind! Dels over, at hvis jeg nu fik kæmpet mig hjem i bil, så ville jeg sidde alene i et sommerhus og være blind, og det virkede heller ikke optimalt. Jeg mener, de gamle er i Polen, min bror bliver far igen lige om lidt, ingen andre har bil, så jeg ville jo dø af blindhed midt i ødemarken!

Jeg skrev til Miss Cool. At hun meget gerne måtte købe noget med hjem, hvis muligt. Og øjenlæge-datter som hun jo er, gik hun på apoteket og fik fat i nogle øjendråber. Som i al beskedenhed nok reddede mit liv. I hvert fald reddede det mit øje så meget, at jeg nogle timer senere godt kunne køre bil – og her dagen efter, er vi stadig i bedring.

Fandme godt at man er veninde med en øjenlæge-datter! Ellers havde jeg været blind nu, og i de timer jeg lå alene på hendes sofa, kom jeg ret meget frem til, at det der med at være blind, ikke lige er en ting der passer til mig.