For helvede. At købe lejlighed er nøjagtig lige så nervepirrende som at date. Og når man så har fundet den (ham), som man bare kan se noget fremtid i, andet end bare at knalde (mest ham), så begynder listerne. Der hvor vi skal finde alle fejlene, og analysere det på en meget, meget voksen (…) måde, og finde ud af om vi kan leve med det.

Siden jeg kom hjem fra arbejde har jeg cirklet omkring computeren i håb om at svaret kom. At det hele blev afklaret – for hvis jeg må passe hund der, så tager jeg den. Banken har sagt fini bambino, så det er kun hunden der er dealbreakeren. Det er jeg lidt kommet til at sige til ejeren. For hvis jeg ikke må passe hund der, så gider jeg ikke. Det handler ikke om hunden, men det principielle i det – og at det jo så nok bare er toppen af isbjerget.

Lidt ligesom hvis manden som man tror er noget, pludselig vil have urinsex. Så det også en dealbreaker. Og når han vil tale alvorligt, så håber man altid på, at man bliver dumpet fremfor at få forslaget om urinsex – eller tage i swingerklub på tredje date.

Jeg er akkurat lige så forelsket som jeg ville være i en mand, og har ikke kunne overskue at indtage andet end en pose chips og en mineralvand. Mens jeg vader rundt i små cirkler.
Tilsidst tvang jeg mig ud af cirkelgangen og kastede mig over at finde ud af hvad der egentlig stod i de der kasser ovenpå køkkenskabene.

Jeg havde regnet mig frem til, at det nok bare var nogle af de der nederen Ikea vinglas, som dermed bare skulle ud. Men til min store forundring fandt jeg alt mit sølvtøj, som jeg troede jeg havde forlist (på en stadig uvis måde), pakket voksent og pænt ind i plastic så det ikke bliver sort. Og i de andre æsker fandt jeg resten af krystalvinglassene, som jeg havde glemt alt om.

Og så er det man står med ikke bare 12, men pludselig 24 krystalglas og tænker “Man skal jo bare nyse, så smadrer de i en flytning…” – og dernæst tænker “Aha!” og finder fluks et par skotøjsæsker frem. Ergo er det godt at eje mange sko, så man kan transportere krystalglas sikkert i en flytning.

Men det ændrer ikke på, at jeg stadig ikke ved om jeg har købt en lejlighed, og om hunden er begravet eller levende. Jeg ved kun, at det var mig selv der havde stjålet sølvtøjet (undskyld mor, for at jeg insisterede på at det stod hjemme hos jer!).