Det var ikke fordi jeg havde intentioner om at jonglere med både cykel, hund, taske og nudler der klokken fem, midt i myldretiden, på Nørrebrogade.

Men nu havde jeg tilfældigvis en hund i den ene hånd, nudler i den anden, en taske og en cykel der skulle hjem. Og det var jo ikke fordi vi skulle gå særlig langt; nærmest bare ned ad gaden.

Det var ikke mig der var den retarderede i den relation. Jeg har jo ligesom kendskab til cykler og håndteringen af disse. Men VIP-hunden var fuldstændig ignorant overfor cyklen, hvilket resulterede i, at jeg var ved at køre hende over mindst tre gange – for ikke at tale om de utallige gange, hvor hun fik viklet os begge ind i cyklen.

Måske alligevel godt man snart flytter fra det her hood, for der var med garanti en god håndfuld mennesker der tænkte “Kæft, hvor er hun retarderet!” – og når jeg mødte deres blikke, havde jeg meget lyst til at råbe: “Hey! Det er altså ikke mig, men hunden der er retarderet!”. Ingen har jo lyst til at være kendt som ‘Hende den retarderede med hunden’.