Jeg troede fandme lige jeg havde fundet den eneste ene. Med sol og små hoppende hjerter henover Nørrebro – også selvom den alligevel var faretruende tæt på Fucking Frederiksberg.

Men jeg havde bare virkelig god kemi med den lejlighed. Jeg kunne se os hænge ud der, drikke champagne, spise moules, høre country når klokken havde passeret 03 og alt det der.
Og hvis jeg havde været en ufornuftig tøs, havde jeg underskrevet papirerne lige med det samme og flyttet ind med Giovanni imorgen.

Så kom jeg hjem, læste papirerne igennem, og fandme om det ikke er en de der fascistiske andelsforeninger der siger at de tillader husdyr, men at det kun er katte.
Hvorfor foretrækker man katte frem for alle andre normale dyr? Katte stinker og er psykopater. Hunde er maks bare lidt bims.

Man kan åbenbart ikke finde den eneste ene efter bare to dates – og jeg tænkte også, at det næsten var for godt til at være sandt, at jeg havde fundet drømmelejligheden som den anden jeg havde set på.

Dog har jeg ikke opgivet al håb; har skrevet og spurgt, om det også indbefatter at man ikke må passe hunde – og i det hele taget lige vejre hvor fascistiske de er.

For ærlig talt, så gider jeg ikke bo et sted, hvor nogle små mennesker (som sikkert også er i hjemmeværnet), sidder og troner fordi de synes det er fedt at bestemme ligegyldige ting, som slet ikke influerer deres liv. Sådan noget er bare alt for meget op ad bakke.