Først stod jeg ved busstoppestedet og lagde (ufrivilligt) øre til to teenagepiger. Eller rettere sagt mest den ene, som var utrolig bedrevidende. Om hår. Sagen var pandehår, og om hvorvidt hun skulle kaste sig ud i det. Dernæst røg vi over i det meget vigtige emne om at glatte hår, hvor hun stod og gav sin veninde alle de råd, som jeg håber veninden ikke vil følge.

Så kom bussen, og så var der et nyt hold teenagere der skulle okkupere min intimsfære og berige mit liv med ting som “Ej! Hvis der står Dolce Gabbana på den så brænder jeg den!” og “Du var bare så stiiiiiv til den nytårsaften!” og “Seriøst! Jeg kan jo ikke have pink og grønt på sammen!” … Men hvorfor har du så taget det på?? Og igen: “Jeg mener det: Jeg brænder den hvis der står Dolce Gabbana på den!”.

Det var bare 15 minutter af mit liv, som jeg aldrig får igen. Og 15 minutter, hvor jeg nu ved alt det jeg behøver at vide om teenagere anno 2012: At jeg ikke behøver vide noget om dem. Muligvis bør nogen lære dem at glatte hår og sætte tøj sammen. Men det bliver ikke mig.