Det var på ingen måde planen, at klokken skulle blive så mange fredag nat, før jeg endelig tog en voksen beslutning og skred hjem. Klokken fire. Det var virkelig slet ikke meningen, for jeg skulle jo en masse ting i går lørdag.

Men når ens allebedste drengeven fortæller, at han skal giftes, så bliver man sgu da nødt til at fejre det. Og vi ved jo allesammen, at den bedste måde at fejre det på, er at drikke utrolig mange øl, forcere isen på søerne og så drikke endnu flere øl.20120212-115539.jpg
20120212-115524.jpg

20120212-115553.jpg

Så det var det vi gjorde – og mødtes med den kommende frue, og drak endnu flere øl og fejrede endnu mere. Lige akkurat nok til, at jeg stod og havde det ikke bare skidt, men enormt og helt afsindig skidt dagen efter, hvor jeg lige skulle flytte overskydende crap fra min lejlighed. Altså sådan noget med at stå helt fejlcastet og tømmermandsramt på genbrugspladsen, med favnen fuld af småt brændbart, og direktioner fra ens far om hvor man skal gå hen med det.

Men det er jo det værd, ikk? Jeg mener, hvis jeg skal være Best Man, som jeg naturligvis går benhårdt efter, så er man nødt til at kunne drikke øl til klokken fire om morgenen og kunne tage på genbrugspladsen dagen efter.

Lige så vel som man skal kunne komme med brugbare idéer til brylluppet, som eksempelvis at man skal hyre Gypsy Kings til festen, hvorefter man aflyser dem efter to sange, fordi man hellere vil have noget andet. (Set i bryllupsprogram på Kanal 4).
Jeg indrømmer, at det forslag er mest for egen vindings skyld – jeg vil bare virkelig gerne fyre Gypsy Kings…