The CityGirl

The Urban Christmas Myth

Mange mennesker tror, at jeg hader julen. Jeg tror det endda nogen gang selv til tider. Men i virkeligheden hader jeg ikke julen. Jeg hader alt omkring den. Jeg hader overdimensionerede installationer der dikterer “HYG! NU!”. Jeg hader det maratonløb der varer mindst 24 dage op til. Jeg hader den obligatoriske præstationsangst der indtræffer en uge før, hvor man mangler mindst halvdelen af alle de gaver til den der gigantiske familie, som man åbenbart er på gave med – men som man ellers ikke ser.

Jeg hader den obligatoriske snak om hvor meget der syndes når julemaden køres ned (æd nu bare den and og vær glad!). Jeg hader alle de opstyltede arrangementer december forpestes med og jeg hader den påtagethed, der, som en klam tåge, indhyller hele scenariet.

Jeg hader julefrokosterne, hvor de gifte mænd bliver sluppet ud den ene dag om året, og som derfor tror de har carte blanche til at rage på min røv. Jeg hader at det hele handler om hvor mange penge der bliver brugt, og tanken der angiveligt skulle tælle, står alene ude i regnen. Jeg hader at ‘julestress’ er et lige så almindeligt ord i december, som ‘kaffe’ – og jeg hader virkelig glögg.

Men jeg elsker and og sovs og brunede kartofler. Jeg elsker den der julefred der kan komme over feltet, når alle har fået et glas vin til anden. Jeg elsker at se juletræet være pyntet som det er blevet dikteret i generationer, at det skal. Jeg elsker at give gaver (og elsker da også at få noget retur). Jeg elsker den følelse der er juleaften lige præcis mellem 20 og 21 (efter der er blevet sunget!).

Og så elsker jeg, at give fingeren til alle de nederen ting, opgive at købe den sidste julegave, køre hjem og smide mig på sofaen, spise noget absolut ikke-julet mad og så køre over til Miss Cool på Ambassaden. Bare fordi jeg lige fandt en lille gave, som havde hendes navn på. Uagtet at vi ikke er på gave.

Sad but true, men det er sgu det mest julede, på den gode måde, at køre over til hende, stikke hende en gave og så ligge og stene på hendes sofa resten af aftenen. Ikke så meget arty, farty. Bare god gammeldags hygge. Tilfældigvis i december. Ergo julefred.

Categories: jul

Liste-Jul » « All the fellas that I haven’t kissed

2 Comments

  1. hmm.. en af de få ting som lige undre mig i ovenstående er at du kun brokker dig over de gifte mænd… Er det nu min mandehjerne tænker for langt, når den tænker at så må os single gerne klappe lidt ;)

    Jeg er med dig meget meget langt i ovenstående liste, afskyr at folk omkring mig skal forsøge at stresse mig med gaveindkøb og jamen jamen jamen du når det jo ALDRIG, der er jo kun 14 dage til juleaften…Og er ved at få spat over at ellers meget normalt velfungerende kollegaer insisterer på at høre Wham i et kontorlandskab.

    (derudover, så glædelig jul og godt nytår! og din blog driller lidt, jeg kan ikke se nye indlæg på forsiden)

    • The CityGirl

      23. december 2011 — 10:22

      Haha! Altså det er ikke fordi jeg er fan af at blive klappet i røven, men det er på en måde mere ok at det er single fyre der gør det end gifte.
      Og så er det bare, at de gifte mænd er så gennemgående træls og ynkelige at de bare tager prisen!

      (Glædelig jul og godt nytår i lige måde! Har lige tjekket op på den i diverse browsere og har ikke selv nogen problemer… Men har slået lidt plugins fra; virker det nu??)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Copyright © 2020 The CityGirl

Theme by Anders NorenUp ↑