Klokken 8.55 i fredags kastede jeg mig ned i Miss Marilyn med en gedigen madpakke bestående af et rundstykke, en cafe latte og en latte on the side i termokanden.

Latte, brobizz og P3 - mere behøver man (næsten) ikke!

Kan her oplyse, at latte i termokande ikke holder sådan helt maks, men er absolut drikkelig, og en sand smags-delikatesse i sammenligning med den kaffe jeg købte et sted på tilbagevejen, som mest smagte af asfalt.

Vi skulle til Odense, og håbede virkelig meget at de sidste to brackets i overmunden kunne monteres, samtidig med, at vi var lidt bange for at få skældud fordi jeg var kommet til at spise en kiks tidligere på ugen, hvor et stykke havde sat sig helt, helt i spænd mellem tænder og bøjle, hvorefter jeg var gået helt i panik og tænkt “Åh nej! Nu har jeg ødelagt min bøjle! Og nu får jeg skældud…”.

Men der var kun ros tilovers til mig og min bøjle (og mine tænder): “Arhmen, hvor HAR det rykket sig meget! Og flot! Dét havde jeg ikke troet, når nu dine tænder er så store!” (sagt med tysk accent). Desværre var der ingen bonus i form af at få de sidste brackets på (og få de der to hjørnetænder vippet ind), for hun syntes, at vi lige skulle skubbe mine fortænder lidt længere frem.
Og nu hun siger hun vil skubbe dem længere frem, så mener hun det! Så hele lørdagen lå jeg på sofaen med maks ømme tænder, mens jeg messede for mig selv “Detharbareatværedetheleværd! Detharbareatværedetheleværd!”

Heldigvis var det først lørdag at tand-kaos manifisterede sig i min mund. For fredag var jeg on a roll i et sandt festfyrværkeri af overskud. Således kørte vi ikke bare hjem efter Odense, men svingede lige forbi forstæderne for at sætte nye vinduesviskere på Miss Marilyn (hun skal jo også vide at det er jul), og så lige slutte af med et hurtigt smut i Ikea.

Lad os bare sige det sådan; ens forældre kan ikke alt. Det måtte jeg sande, da jeg havde troet, at min far naturligvis lige kunne skifte de der vinduesviskere – men vi måtte hente hjælp hos naboen. Åbenbart skal man være ingeniør for at skifte vinduesviskere…

Med spritnye vinduesviskere (oh, hvilken forskel at have sådanne fungerende ting på bilen!) susede vi ind på Ambassaden på Frederiksberg til Miss Cool. For hun havde spottet Baard Owe på gaden, og det skulle altså fejres. Når man ser sære mennesker, der producerer nederen mennesker (se David Owe), så fortjener det en slags opmærksomhed. Blev vi enige om.

Og det gik også fint. Det gik faktisk rigtig godt. Lige indtil jeg skulle hjem og kommer ned til Miss Marilyn. For mens jeg har siddet oppe i varmen, har hun stået nede på gaden i kulde og blæst på fucking Frederiksberg – og fået en parkeringsbøde.
Det er jo den ultimative straf. For os begge. For ikke nok med at vi nu er blevet registreret i den lorte kommune, så skal jeg nu også betale penge til dem! Der foretrækker jeg alligevel at betale til Parkering København.

Men Miss Cool var glad. Hun regner nu med at min parkeringsbøde kan udløse den helt store gevinst når hun engang skal på pension. Så håber jeg bare at hun inviterer, når hun bliver rig pensionist og jeg er fattig. Fordi jeg engang parkerede på fucking Frederiksberg.