Det smukke ved julen er, at hele København er affolket for jyder. Måske er det rart på mange måder, men jeg synes den bedste gevinst ved det, er at så er der læssevis af frie parkeringspladser.

Det knap så smukke ved julen er, at man ikke bare kan sidde hjemme og nyde synet af Miss Marilyn der regerer gaden. For lige om lidt står den på “Svin på 117 måder” aka. Familie-julefrokost. Som denne gang er hos min moster og onkel. Som bor i Annisse i Nordsjælland. Som er endnu en af de sorte pletter på mit indre Krak-kort. På lige fod med Vesterbro og Frederiksberg.

Der er bare steder, som min hjerne aldrig formår at indeksere og gemme – muligvis fordi den mener, at det er fuldstændig ligegyldig viden. Det kan jeg bare ikke bruge til så meget nu, hvor jeg rent faktisk skal derhen. Og så gør det det ikke så meget bedre, at min mor lige har disset min fine rutevejledning fra De Gule Sider, og hånet den i bedste stil, fordi hun da ved bedre, og derfor har givet kontraordrer til ruten.

Derfor ved jeg også allerede nu, at det første samtaleemne jeg skal igennem er, hvilken rute jeg kørte, for derefter at få at vide hvad der er lettere og hurtigere at gøre. Akkompagneret af alle fætre, onkler, søskende og sikkert også nogle andre irriterende, bedrevidende fjolser, hvor argumentet “Men nu er jeg her jo!” aldrig er gyldigt.

Jeg kunne selvfølgelig have indvilliget i samkørsel med mine forældre, for åbenbart går min far lige pludselig op i at redde miljøet og ozonlaget, og den hænger på mig, som den eneste der kan samkøres med (angiveligt kan der ikke samkøres med børnefamilier).
Men som den egoistiske single-tøs jeg er, magter jeg ikke også at redde miljøet i dag. En ting ad gangen, og ved samkørsel kan man jo heller ikke skrue helt op for musikken og skråle med, mens man blæser ud af Hillerødmotorvejen.