At oprette datingprofiler er ligesom at drikke tequila: Det er aldrig helt gennemtænkt. Og man vågner op med de samme spørgsmål i kategorien “Shit! Gjorde jeg virkelig det?”.
For i morges da jeg cyklede til arbejde, bundfældede tingene sig lidt, og omkring Nørreport blev jeg grebet af rædsel, fordi det gik op for mig, at jeg overhovedet ikke havde gennemtænkt det her. Jeg havde jo glemt det vigtigste! Jeg havde glemt bøjlen.

Egentlig havde jeg også glemt Mads og vores skrantende forhold, og burde vel teoretisk set informere ham om, at jeg har søgt andre græsgange.
Men Mads er bare ikke lige så vigtig som det faktum, at jeg har monteret en anseelig mængde metal i munden. Bevares, det kan ikke ses. Men det gør det jo bare mere akavet hvis jeg nogensinde skal kysse på fremmede, og bøjlen dermed skal interagere med fremmede.

Jeg ved ikke hvordan jeg kunne være så uopmærksom og pludselig glemme alt om den skide bøjle, som faktisk fylder ret meget i mit liv (og i min mund). Men det gjorde jeg, og nu giver tanken om dating med bøjle mig næsten koldsved. Det er jo slemt nok uden bøjle.

Men hvad gør man så? Nedlægger profilen? Skriver man har bøjle? (NEJ!) Lader som om man ikke har bøjle? Håber at finde en bøjle-fetich-mand? (NEJ!)
Livet var nemmere dengang det bare var Mads, mig og bøjlen. Han brokkede sig aldrig over den.