Jeg var helt oppe at køre, da jeg kom hjem for lidt siden. For jeg har endelig fået lys i køkkenet igen! Halleluja! Lys i køkkenet er virkelig bare ikke noget man skal kimse af. Og også derfor, var jeg tæt på at blive sindssyg. Dels over at mit lys i køkkenet var 50 % af hvad det plejer at være, dels fordi det virkede umuligt for mig at huske at købe pærer. Sære pærer. Som man ikke bare kan købe i Fakta.

I flere uger var jeg ellers gået over til Plan B, som virkede meget mere enkel; at køre i Ikea, købe noget lampeværk og få min far til at sætte det op. Men det var også en stor indsats der skulle lægges der, og endelig i dag fik jeg så fundet et sted der sælger sære pærer, og jeg har nu fuld gaddafi på lyset i køkkenet. Hurraaa!

Men så, lige der, midt i glædesrusen over lyset, blev jeg sat på plads. Af Gmail.
Gmail havde været noget så insisterende i dag, og indtrængende bedt mig om at ændre min kode, og tilsidst gav jeg efter. Kun for at komme hjem og være lukket ude. For hvem husker lige hvilken kode man ændrede det til for otte timer siden. Hvor man tydeligvis var frisk nok til at være “genial” og IKKE bruge nogen af de sædvanlige koder.

Helt panisk sad jeg og tastede og tastede og tastede. Og fik afslag hver eneste gang. Og min eneste mulighed for at få koden ud af Gmail var ved at indtaste mit Frequent Flyer nr. SOM JEG ALDRIG HAR INDTASTET! FORDI JEG IKKE HAR SÅDAN ET!
I de omkring 7 minutter det tog mig at få gang i min hjerne, nåede jeg at konkludere, at jeg hellere vil være låst ude af min lejlighed end af min mail. At lys i lejligheden er pisseligegyldigt, hvis jeg ikke kan komme ind på min mail. At stort set alt i livet er pisseligegyldigt, hvis ikke jeg kan komme ind på min mail – samtidig med, at jeg lavede knibetangsmanøvre på de tilbageværende af dagens hjerneceller, for at få ud af dem, hvad fanden kodeordet kunne være, når jeg efterfølgende havde tænkt “Så må det være det, selvom jeg egentlig ikke gider tænker på det!”. Samt det altoverskyggende spørgsmål: Hvorfor vælger jeg et kodeord, når jeg får dårlige associationer til det?

Efter tusind forsøg (plus minus) fik jeg adgang igen. Der er lys i køkkenet og jeg har ikke et frequent flyer nr. Alt er godt.